15-årige Valdemar Birksø skifter til FC Midtjylland

Foto: FC Midtjylland
Foto: FC Midtjylland

Akademiet på Heden har tilknyttet nyt, ungt blod i form af 15-årige Valdemar Birksø, der kommer til fra Brande. 

I 2013 deltog Valdemar Birksø i FCM Fodboldskole. Dengang var den daværnde Brande IF-spiller kun 12 år gammel, og havde først lige fundet ud af, at han skulle være keeper. Tidligere havde han nemlig spillet som forsvarsspiller.

Ved fodboldskolen, som afholdes for FC Midtjyllands samarbejdsklubber, som Brande IF tidligere var, imponeret den unge Birksø så meget, at han blev udtaget til Hedens talenthold og den efterfølgende elitefodboldskole.

Siden har han spillet turneringer for nogle af FC Midtjyllands ungdomshold – eksempelvis i sommer, hvor FC Midtjylland U/15, blandt andet takket være Birksø, vandt Brøndby Cup. Som lidt af en straffesparksekspert snuppede han i alt seks ud af 11 straffespark i semifinalen og finalen af turneringen og sikrede dermed et trofæ til det midtjyske ungdomshold.

Den flotte udvikling af den unge Brande-keeper har nu resulteret i, at Valdemar Birksø er blevet belønnet af FC Midtjylland med en plads på klubbens akademi. Det glæder det unge håb.

– FC Midtjylland har super gode målmandstrænere, der tror på mig, og jeg forventer, jeg udvikler mig meget. Samtidig kombinerer Akademiet skole og fodbold godt, så der er plads til begge dele. Det er vigtigt, så man har noget at falde tilbage på, hvis man bliver skadet, eller det ikke går som forventet, siger Birksø til FC Midtjyllands hjemmeside.

Også på klubbens akademi glæder man sig over tilgangen af den 15-årige midtjyde, der for nylig var til DBU Futuresamling:

– Han har et stort engagement, er meget fokuseret og en god kommunikator. Han er mentalt stærk og har vist sig at være kampafgørende i flere straffesparkskonkurrencer. Teknisk og taktisk har han et stort potentiale, siger akademichef Flemming Bro.

Teknisk stærk, men i mangel af fysik

Endnu er Birksø ikke så høj til trods for, at han gør sig som keeper på fodboldbanen. Selvom det giver nogle fysiske ulemper, så har det også sine fordele. Birksø er nemlig ganske teknisk stærk, og derudover er han også yderst intelligent.

– Valdemar er en interessant spiller. Han har et godt blik for spillet, og så har han den rette indstilling. På alle de tekniske parametre har han noget ekstraordinært. Han er en fodboldintelligent målmand, der har en god forudsigelighed i sit spil, siger målmandstræner i FC Midtjylland, Nikolai Pold, til klubbens hjemmeside, som dog også indrømmer, at der bliver påkrævet en del fysisk arbejde for den unge Brande-spiller:

– Vi skal arbejde med den fysiske del af spillet. Han mangler noget muskelmasse, og så skal vi arbejde med spillet i feltet efter indlæg. Selv om han er god til at komme ind og bryde bolden, så mangler en smule i at komme ud og dominere feltet.

Tidligere er Rasmus Lauritsen og Rasmus Nissen Kristensen kommer til fra Brande IF og har slået igennem på FC Midtjyllands førstehold – måske Valdemar Birksø bliver den næste.

 

In this article