U/17 ulve slog sultne svanerFC Midtjylland spillede en godkendt første halvleg og kom planmæssigt foran 1-0. I anden forsvandt gnisten dog fuldstændig, og det var mere held end forstand at ulvene vandt kampen.
På den midtjyske hede finder vi en af landets fineste adresser, når det kommer til talentudvikling. FC Midtjylland har adskillige U-trofæer i pokalskabet og derfor også store ambitioner, når det kommer til forårssæsonen i U/17 Ligaen. Svend Graversen, holdets træner, udtalte inden kampen mod HB Køge at man vil være forårets hold i U/17 Ligaen, og med den udtalelse følger store forventninger.
De store forventninger blev indfriet i starten af lørdagens kamp mod HB. Køge. Ulvene stillede til start med flere ungdomslandsholdsspillere i start-11-eren. Blandt andet kunne Svend Graversen mønstre en uhyggelig angrebsduo, som talte U/16-landsholdsspiller Noah Iversen og U/17-landsholdsspiller Sebastian Buch.
Sidstnævnte var efter 20 minutter hovedperson, da han efter en fin dribletur klappede kuglen i kassen. HB. Køge havde ikke haft meget at komme med i kampens indledning, men i slutningen af første halvleg viste sjællænderne prøver på det storspil, som har bragt dem til en flot midterplacering i rækken.
Kampens sidste halvdel blev spil til ét mål. HB Køge var her, der og alle vegne, mens hjemmeholdet skuffede fælt. Specielt sløj var de unge ulves mentale indstilling, og det var tydeligt, at HB Køge var langt mere motiverede og ærgerrige. Det store overtag udmøntede sig i flere chancer, men svanerne manglede skarpheden. Trods boldbesiddelse og dominans lykkedes det ikke gæsterne at komme på måltavlen, og derfor sluttede det noget ufortjent med 1-0 til talentmastodonten fra FC Midtjylland.
Trods de tre point skal de unge midtjyder tage skeen over i den anden hånd, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at bevare den nuværende tredjeplads. For HB Køge var kampen meget sigende for efterårssæsonen og faktisk også de foregående sæsoner. Man spiller jævnbyrdige kampe mod topholdene, men mangler lige det sidste.