På Albert Capellas’ første dag på Brøndbys trænerbænk lykkedes det de forsvarende U/17-mestre at besejre Silkeborg med 2-0.
Søren Weber Jul er henover vinteren blevet erstattet af Albert Capellas, og den nye Brøndby-træner har fået en svækket trup at råde over. To af U/17-holdets største aktiver, forsvarsspiller Christian Enemark og kantspiller Andreas Bruus er begge rykket op på klubbens U/19-mandskab.
I starten af lørdagens opgør mod Silkeborg var Brøndby overlegne. Når det som i lørdags kører godt for holdet, så spiller man hurtigt og klogt. Allerede efter et kvarter stod den 0-1 på måltavlen. Karl Dinnes Appelt var manden med målet, og faktisk var han ikke lang tid senere tæt på at gøre det ti 0-2, men midtbanespillerens forsøg ramte overlæggeren. Generelt havde sjællænderne flere farlige forsøg i første halvleg, og Silkeborg skal takke keeper Magnus Dalsgaard for at det kun stod 0-1 ved pausen.
Anden halvleg blev mere jævnbyrdig, for nu ville Silkeborg også lege med. Brøndbys U/17-landsholdsmålmand https://www.dbold.dk/wp/../uploads/FIFA-E-sport.jpg Hauervig blev tvunget ud i vigtige redninger, og mere end et par gange var SIF tæt på at score. Efter 10 minutter af anden halvleg viste de forsvarende mestre klassen. Et flot opbygget angreb med førstegangsafleveringer endte med en dybdebold til Jesper ”Jobbe” Lindstrøm, som fra en spids vinkel gjorde det til 0-2.
Der var chancer til flere mål for begge hold, men til syvende og sidst stod den 0-2 på måltavlen. Brøndby kom godt fra start og viste, at holdet trods fraværet af Enemark og Bruus stadig har masser af kvalitet. For Silkeborg skal man genrejse sig, inden man i næste spillerunde møder Esbjerg.