Det var de danske tropper, der var de sejrende, da Kristian Weber og Nikolai Laursen blev protagonisterne i det danske 7-1-målorgie.
Det var nogle danske målglade spillere, der trådte på banen, da de skulle møde Montenegros U/19-hold i den sidste kamp i Eliterunden, der er den sidste U/19-VM-kvalifikationsrunde.
De gjorde U/17-landsholdet kunsten efter, og scorede allerede fire minutter inde i kampen. PSV Eindhoven-kantspilleren, Nikolai Laursen, arbejdede sig fri af modstanderne på baglinjen, og lagde bolden på tværs til OB-angriberen, Kristian Weber, som bragte Danmark i front.
Målet skulle vise sig at blive et af mange i kampen, for den unge angriber, der ikke kunne stoppe med at score, hvorfor han igen var på pletten blot et kvarter senere, da han på kynisk vis flugtede bolden i mål til 2-1, blot tre minutter efter Montenegros udligning.
Målscoringerne i første halvleg blev afsluttet af, at Jakob Rasmussen kom først på et dansk hjørnespark, og satte bolden i nettet til 3-1, med ikke mere end en halv time spillet af kampen.
Det resterende kvarter af halvlegen bød på dansk dominans, hvor man dog trak foden lidt af speederen, og holdt mere på bolden fremfor at gå direkte mod mål, hvorfor måltavlen lyste op med tallene 3-1, da der blev fløjtet ind til halvleg.
‘Turbo-Bent’ Christensen Arensøe, for hvem kampen mod Montenegro var den sidste i spidsen for det danske U/19-landshold, så sine halvlegsord træde i kraft, blot fire minutter inde i halvlegen, hvor nu Nikolai Laursen var på pletten, og der var nu ingen tvivl om den danske dominans.
Men de fortsatte alligevel, de danske tropper.
Weber havde det gode øje for mål mod Montenegro, og fuldendte sit hattrick på en ripost forårsaget af Nikolai Laursen, 53 minutter inde i kampen – blot fire minutter efter den forrige danske scoring.
Men så ville Midtjylland-talentet Mikkel Duelund også med, og afsluttede fint til 6-1 i kampens 59. minut, inden han blev skiftet ud til fordel for Jacob Bruun, der til daglig spiller i Borussia Dortmund.
Weber satte prikken over i’et, da han tog et solo-løb i banens højre side, og selv afsluttede mod fjerneste stolpe til 7-1, der også blev kampens slutresultat.
Det var noget af en kamp for ‘Turbo-Bent’, der fik sin sidste kamp i spidsen for U/19-landsholdet på CV’et, idet de ikke kvalificerer sig til U/19-VM til sommer. Årsagen ligger i, at Eliterunden, som Montenegro-kampen var led i, er den sidste kvalifikationsrunde inden U/19-VM, og her endte Danmark som to’er i gruppespillet, overhalet af Frankrig. Reglen siger, at kun gruppevinderen går videre til VM, og eftersom det ikke var tilfældet for Danmark, må de tage til takke med en andenplads og en forlænget sommerferie.