Det blev en mindre målrig affære, da Lyngby hjemme tog imod de blåstribede fra OB i U/19 Ligaens forårs-premierekamp for de to hold.
Den nederste del af U/19 Ligaen er ret tæt, når man kigger på tabellen. Specielt ligger Lyngby BK og Odense B lige op ad hinanden, hvor de kæmper om at komme så langt væk fra den absolutte bund, som overhovedet muligt. Derfor var der meget spænding inden kampen mellem de to hold lørdag eftermiddag. OB lå foran i tabellen med to point, men sådan skulle det ikke se ud efter slutfløjtet.
OB kom først ud af starthullet, og efter en noget forsigtig start på kampen, kom de foran med 1-0 på et straffespark, scoret af Mads Jørgensen, eftersom Lyngbys målmand, Libetwa Malili, sprang til den forkerte side. Straffesparket kom efter Adnan Curovic ramte bolden med armen i straffesparksfeltet.
Der gik dog ikke meget længere tid end ti minutter før Lyngby fik udlignet til 1-1. Det var de kongeblås højreback, Simon Wæver, som satte det mål i kassen efter et forsvarskiks fra OBs forsvar. Og på det tidspunkt havde Lyngby sat sig på kampen, hvilket de hold godt ved. Lyngby havde flere fine muligheder i resten af første halvleg, men det var først til allersidst, at Gustav Marcussen kunne sende bolden i mål til 2-1 til Lyngby.
Lyngby havde fortsat overtaget i anden halvleg, men man skulle helt hen til slutningen, før der igen blev scoret. Det var dog igen Lyngby, som kom på måltavlen. Denne gang varde Jens Odgaard, som fik sat bolden i kassen til 3-1.