Søren Weber Juul: Rigtig glad for at være her

FC Roskildes nye talentchef, Søren Weber Juul, bærer ikke nag over sin afslutning i Brøndby, og er glad for Roskildes varme velkomst.

Søren Weber Juul blev for nyligt ansat som talentchef i FC Roskilde, efter at være blevet sagt op af sin nu tidligere arbejdsgiver, Brøndby IF. Det er en opgave, den tidligere U/17-fodboldtræner, glæder sig over.

– Nu har jeg været fodboldtræner i mange år, og selve det at lede et fodboldhold, har jeg altid synes var superfedt, men nu har jeg rigtig meget lyst til den her ledelsesopgave. Opgaven består i at udvikle trænere og spillere, som også er en del af opgaven her i Roskilde. Det er en opgave, jeg i flere år har gået og tænkt over, og villet, så derfor takkede jeg ja, forklarer Søren Weber i et eksklusivt interview med dbold.dk.

Meget kan tages med fra Brøndby

Selvom Brøndby nu er fortid, føler Weber stadigvæk, at der er meget erfaring at tage med fra Vestegnen.

– Der er rigtig meget, jeg kan tage med fra Brøndby. Jeg kan tage nogle af de ting, jeg har lært af Kim Wilfort (Brøndbys talentchef, red.) det er helt sikkert. Jeg har det også sådan, at hvis jeg har nogle spørgsmål, så kan jeg skrive til ham, og det har jeg allerede gjort. De ting, jeg kan tage med fra ham, er det at være talentchef, og en masse fodboldfagligt, som jeg har lært meget af, igennem min tid i klubben. Det er ting, jeg kan tage med – og bruge – hver eneste dag, fortæller Weber.

Søren Weber har i sin tid i Brøndby været fodboldtræner for klubbens ungdomshold, som nu betegnes ‘Brøndby Masterclass’. Eftersom tiden i Brøndby kun bød på trænerkarrieren, var talentchefstillingen lidt anderledes, end han havde forventet.

– Jeg havde selvfølgeligt forventet, at det var noget helt andet. Det er stadigvæk fodbold, men
jeg kan allerede mærke, at det er rigtig meget bag et skrivebord, fortæller Weber, og fortsætter:

– Der er rigtig meget koordinering og det med at sætte sig ind i ting her i starten, men nu har jeg gået rundt og kigget på talenter i mange år, så jeg har lidt en idé om, at der var mange ting, man som talentchef skal tage stilling til.

Den gode velkomst gør det lettere

På trods, af at jobbet som talentchef er en anderledes udfordring udenfor banen, i forhold sine ungdomstrænerjobs, har han, ifølge sig selv, fået en meget god velkomst, af de der til daglig driver klubben i den gamle hovedstad.

– Det har været fedt at gå på arbejde hver eneste dag. Det er et virkelig fedt sted at være, der
er en god ånd, forklarer Søren Weber, og fortæller dernæst om den gode kemi, der er mellem trænerne på de forskellige ungdomshold, og om den måde, de har budt ham velkommen på:

– Noget af det, jeg mærker som det første er, at trænerne har det rigtig godt på tværs af holdene. Vi har holdt trænermøder og sådan nogle ting, og sat nogle nye ting i gang. Det har de taget rigtig godt imod, og folk vil også rigtig gerne det her.

Udlandstalenter på vej?

FC Roskilde er en af de klubber, der går ind for at skabe spillere, som senere udlever drømmen om at spille i udlandet, og har succes deri. Af denne kaliber, kan nævnes Stefan Gartenmann, der nu spiller for Heerenveen, og Emil Nielsen, der skiftede til Rosenborg BK, og som nu er udlejet til den århusianske Superligaklub, AGF.

Og spørger man Søren Weber, så er han opmærksom på trænernes gode ord, om de talenter, klubben besidder, men har endnu ikke stiftet nok bekendtskab med de spillere, der har hjemme i ‘Reden’, som Roskildes hjemmebane lokalt kaldes, til at kunne vurdere den kvalitet, de besidder.

– Det er simpelthen for tidligt for mig at sige, om vi har talenter, der har udsigt til udlandet. Jeg ved, de andre trænere roser meget, men jeg kender dem ikke godt nok endnu, til at kunne sige noget om dem (spillerne, red.), forklarer talentchefen, og sender nogle ord i retning mod den 19-årige angriber, Oscar Buch, der til daglig er gymnasieelev på Roskilde Katedralskole:

– Det er jo sådan en spiller som Buch, har jeg jo fulgt igennem et stykke tid, og ved, han har nogle rigtig spændende ting. Jeg tror, vi kommer til at tage vores opgaver an stille og roligt, men det skal nok blive rigtig spændende at arbejde med vores talenter.

Der er god, højintensiv træning

Træningen har Weber også nået at få et lille indtryk af, og allerede nu er den nye talentchef meget imponeret af både trænernes og spillernes indsats, men vil gøre alt for at skabe endnu bedre rammer, for den nuværende træning.

– Når jeg er ude og se træningerne, er det meget god træning, højintensivt træning, synes jeg. Men vi prøver selvfølgelig at gøre det bedre, for både trænere og spillere, hver dag, forklarer Weber.

Nu er Søren Weber, der oprindeligt kommer fra Vejle, i Roskilde, og selvom at han, i sin trænerkarriere adskillige gange har kigget på FC Roskilde som træner for et modstanderhold, er det endnu bedre at være talentchef, ifølge Weber.

– Jeg lærer noget om Roskildes historie hver dag, og der er meget at sætte sig ind i. Men jeg har fulgt klubben i mange år, og mødte dem jo også mange gange, da jeg var U/15-træner i Men trods alt, har jeg været virkelig glad for at tage herind, hver eneste dag. Det er en virkelig fed stemning, og nogle rigtig rare mennesker herinde, afslutter FC Roskildes nye talentchef, Søren Weber Juul, til D’ BOLD.

34-årige Søren Weber nåede at være i Brøndby IF i tre år – fra 2012 til 2015 – hvorefter han skiftede hovedstadstilværelsen ud med én i Roskilde.

In this article