FCK U/17 fortsætter sejrsstimen

FC Københavns U/17-mandskab gæstede lørdag Esbjerg. Vestjyderne gjorde en god figur og spillede godt, men løverne var modsat hjemmeholdet effektive og vandt kampen 0-3.

På en råkold lørdag eftermiddag i marts var der atter U/17-fodbold på kunstgræsbanen i Esbjerg. Lars Vinds U/17-tropper åbnede foråret med en hjemmekamp af de allersværeste. Modstanderen fra FC København kom til opgøret med 11 sejre, to uafgjorte og nul nederlag: Københavnerne er suveræne.

Og derfor kunne man forvente en ensporet forestilling, hvor de mange U-landsholdsspillerne ville give EfB-defensiven store problemer. Det var dog ikke tilfældet i kampens start, hvor Esbjerg satte sig på begivenhederne. Oliver Nielsen var efter små 20 minutters spil tæt på at gøre det til 1-0, da han dukkede op ved bageste stolpe efter en afslutning fra Deniz Korkmaz. Den vestjyske venstreback var en størrelse 47 fra at bringe værterne i front.

Som halvlegen skred frem, kom FCK mere og mere ind i opgøret. Efter 28 minutters spil forsøgte løvernes venstreback sig med et tidligt indlæg. Bolden var længe undervejs, inden den havnede hos U/17 Ligaens topscorer Jonas Wind, som ganske umarkeret headede kuglen i mål i en situation, hvor værternes forsvar tog sig en blunder.

Anden halvleg startede meget lig første. Esbjerg kæmpede bravt og skabte chancer, men skarpheden manglede. Det gjorde den til gengæld ikke hos FC København. Med et kvarter tilbage på stadionuret afgjorde førerholdet reelt kampen. Et hjørnespark i højre side havnede hos Luka Racic, som fra kanten af feltet forsøgte sig med et langskud. Midtbanespillerens forsøg var hverken velplaceret eller kraftfuldt, men en uheldig EfB’er fik foden på og bolden strøg ind bag en sagesløs Nichas Slaikjær i målet.

Esbjerg fortsatte ufortrødent, og Patrick Egelund kunne have reduceret føringen og skabt lidt spænding i kampen, men heldet var ikke med de unge vestjyder denne lørdag, og i stedet kunne FCK sætte trumf på i det 78. minut, da de efter en omstilling gjorde det til slutresultatet 0-3.

In this article