Et mål efter 20 sekunder af Nikolai Baden Frederiksen satte det danske U/16-landshold på rette kurs i kampen mod Frankrig, som Danmark vandt på imponerende vis, 3-2.
Frankrig, Italien og Holland. Tre modstandere af ypperste europæisk kvalitet. Det er de tre lande som det danske U/16-landshold duellerer imod i en firenationersturnering i Holland mellem den 7.-13. marts.
I dag mødte holdet Frankrig i byen Noordwijk, og det blev en særdeles god oplevelse for de danske U/16-talenter. Blot 20 sekunder efter dommerens startsignal måtte måltavlen for første gang tages i brug. Spidsangriberen Nikolai Baden Frederiksen (FCN) bragte Danmark i front til pæn eufori på det danske hold.
Herefter måtte franskmændende lige sluge den danske chokstart, men kom hurtigt til fadet og gjorde kampen mere ligeværdig. Dog blev der nok endnu flere grå hår at tælle i den franske lejr i pausen, for kort forinden de første 40 minutters udrinden nåede højreback, Japhet Sery (FCM), at score til yderligere 2-0 for Danmark.
Efter pausen skulle de danske U/16-drenge vise, hvad de var lavet af, efter at de fik en hård start. Frankrig udnyttede et dansk opspilskiks og reducerede til 1-2. Tre minutter senere måtte målmand, Mads Hermansen (Næsby BK), igen hente bolden ud af det danske mål, og så var det pludselig helt lige, 2-2.
Landstræner Per Holm satte herefter nye kræfter på banen. Oliver Olsen (EfB) og Thais Damgaard (Vejle BK) kom ind, alt imens Danmark spillede sig mere og mere ind i kampen igen. Kulminationen skete, da Christian Tue (FCM) på et direkte frispark sendte sejren over i dansk favør med sin scoring fem minutter før tid.
Kort forinden havde en fransk spiller modtaget marchordre fra banen efter sit andet gule kort, og Danmark kunne overraskende køre en 3-2-sejr i hus. På fredag får U/16-landsholdet lov at følge op på de flotte takter, når værtsnationen Holland venter kl. 19.