Både Filip Mellbins målmandstræner på KD&C-camps, Dan Petersen, og Mellbins nye træner i AB, Henrik Poulsen, er meget tilfredse med den unge målmands skifte til den sjællandske klub.
Fornyligt blev det officielt, at 12-årige Filip Mellbin fra Virum-Sorgenfri BK skiftede til Akademisk Boldklub Gladsaxe, AB. Det gjorde han på baggrund af, at U/13-holdets daværende målmand var blevet tilbudt en plads i FC Nordsjælland.
Derfor stod holdet uden målmand, og hev af den grund to målmænd til prøvetræning, blandt andet unge Filip Mellbin, som de havde hørt positive ting om. Mellbins modstander i løbet om at blive holdets nye målmand røg dog forholdsvist hurtigt ud af forløbet, og dermed fik Mellbin pladsen.
Mellbin gjorde selvfølgelig også et godt indtryk i klubben og hos træneren, Henrik Poulsen, der ser et stort potentiale i den unge Filip.
– Han er en god spillende målmand. Vi vil gerne have en målmand, der kan spille med fødderne, og der er han godt med. Han har en god udstråling, selvom han ikke er vildt stor. Samtidig er han god til at kommunikere, hvilket betyder, man lægger mærke til ham, fortæller U/13-træneren til D’ BOLD.
At Filip ikke er så stor, er der ikke så meget at gøre ved, men Henrik Poulsen ser ikke Mellbins potentiale stå af på grund af det. Og netop de ting, som Mellbin mangler i sit spil, kan han få i AB.
– Han kommer ind på et hold, hvor han bliver matchet til træning med skarpe skytter. Han lærer at skulle spille mere med fødderne. Han får gode oplevelser, når han møder nogle af de bedste hold i Danmark, siger Poulsen.
En anden træner, som er positiv over Mellbins skifte, er Dan Petersen, som gennem længere tid har haft en indvirkning på den unge målmands udvikling. Dan Petersen er nemlig headcoach på Keepers Development & Coaching, hvor Mellbin har deltaget i adskillige camps rundt om i Danmark, og hos hvem han også har deltaget i flere udlandsture med.
– Vi er naturligvis glade for, når vi kan hjælpe “vores” keepere videre, selvom det i sig selv ikke er det primære mål med vores træninger. Naturligvis vil vi hjælpe, også på vej mod mere elitært niveau, hvis det er den enkelte keepers ambition og drøm. Ellers er det den enkeltes udvikling og glæde ved målmandsspillet, vi har øje for, fortæller Dan Petersen til dbold.dk.
Petersen mener at AB har taget en god beslutning, da de valgte at hive netop Filip Mellbin ind på deres hold.
– AB har taget en god beslutning fordi Filip er en keeper med ambitioner, fokus og viljen til at arbejde for at blive bedre. Filip har en super teknik med fødderne og bliver bedre og bedre med de høje bolde, til trods for hans, endnu, mindre højde. Noget vi arbejder med at kompensere for i det daglige, forklarer KD&C-træneren.
Dan Petersen får fremover måske mere tid sammen med netop Mellbin, da målmandstræneren og AB arbejder på et samarbejde mellem de to parter.