Med sejren over OB hænger AaB’s U/19-mandskab fortsat på i toppen af U/19 Ligaen.
Det var rækkens nummer tre i hver sin ende af tabellen, der stod overfor hinanden i lørdagens U/19 Liga-runde. Hjemmeholdet fra AaB kæmpede for at følge med FCN og FCM på henholdsvis første- og andenpladsen, mens OB’erne som rækkens tiendeplads forsøgte at holde trit med midterholdene.
Kampens indledning var meget jævnbyrdig, og gæsterne syntes godt forberedte på den svære udekamp. Til trods for fynboernes fine start var det hjemmeholdet, der efter en lille halv times spil kunne bringe sig foran, da de udnyttede, at gæsternes forsvarsgeneral, Hasan Kurucay, modtog behandling uden for banen. AaB’s angriber, Marco Ramkilde, pandede et flot hjørnespark i kassen, og så var kampens favoritter på sejrskurs.
Kort før pausen blev det også 2-0 for nordjyderne. En AaB’er kom højest på endnu et hjørnespark – denne gang Ramkildes angrebskollega, Sebastian Grønning, og han kunne ligeledes heade kuglen i nettet og altså fordoble føringen med sit hovedstødsmål.
Det lykkedes dog gæsterne at reducere, da de parate og aggressive fra anden halvlegs start tilspillede sig et hjørnespark, som Mads Jørgensen sendte ind i panden på Yao, der bragte spænding tilbage i opgøret.
Med reduceringen kæmpede OB’erne nu for den forløsende udligning, men til trods for at de pressede på, faldt der ikke flere scoringer i kampen, og dermed kunne AaB sejre for tredje gang i træk og fortsætte den forrygende start på forårssæsonen.
Guldkampen ligger dog umiddelbart til FC Midtjylland, som lørdag sejrede over topholdet, FC Nordsjælland.