Vejle U/17 stod for presset og slog AGF

Haderslevs sejr mod Brøndby sendte lørdag eftermiddag Vejle ned på sidstepladsen i U/17 Ligaen, så østjyderne var presset til sejr, da man søndag tog imod AGF.

Seks nederlag på stribe. Det var den magre statistik for Vejle, inden man påbegyndte søndagens kamp mod AGF. I de seks omtalte kampe har man indkasseret hele 27 mål, så derfor var fokus selvsagt på den defensive organisation.

Og det lykkedes Vejles talenter at leve op til træner Søren Lykkes taktiske oplæg, for den defensive disciplin var helt i top, og selvom det skrantede lidt mere offensivt, lykkedes det alligevel østjyderne at score et par flotte mål.

Først var den tidligere Sønderborg-angriber Mads Olesen skarp, da han efter blot ni minutter fik chancen foran mål. Føringsmålet gav anledning til en åben slagudveksling, hvor ingen af holdene rigtigt fik spillet til at flyde, som de ønskede det. AGF praktiserede noget atypisk flere lange bolde, og således 1-0 ved pausen.

Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, men til gæsternes held lykkedes det i det 50. minut at bringe sig på 1-1. Marcus Hogan kom forrest på et hjørnespark, og med et kraftfuld hovedstød bragte århusianeren balance i regnskabet.

Vejle svarede hurtigt igen og satte sig på spil og chancer. Kort efter skulle Simon Bisp have bragt de rødklædte foran, men indskifteren svigtede og var for en stund dagens helt store skurk. Til Vejles held blev Simon Bisps kæmpechance ikke udslagsgivende, for i det 60. minut var Mathias Eriksen og Lucas From på spil, og til slut kunne sidstnævnte trille bolden i et tomt mål og gøre det til slutresultatet 2-1.

Sejren var Vejles første siden d. 14. oktober og mere vigtigt, så slipper man nu for at indtage den ærgerlige sidsteplads.

In this article