Tre på stribe for Esbjerg U/17

Med en hjemmesejr på 1-0 over FC Nordsjælland, lykkedes det lørdag eftermiddag Esbjerg at hente tredje sejr i træk i U/17 Ligaen.

Forår og fodbold er en fantastisk kombination, og lørdag eftermiddag havde det hele. På kunstgræsbanen i Esbjerg kom en flok unge, selvtillidsfyldte vestjyder bedst fra start. Allerede i det 13. minut kom værterne foran.

De to U/16-landsholdsemner, Patrick Egelund og Oliver Olsen, viste deres klasse, da de på tomandshånd splittede FC Nordsjællands forsvar ad. Egelunds indlæg nåede Olsen, som flot sparkede bolden i mål ved stolpen – 1-0.

Det var ellers FC Nordsjælland, som forventet sad på boldbesiddelsen, men det lykkedes ikke tigrene at skabe de store chancer. Tættest på en scoring kom gæsterne, da en ung tiger forsøgte sig med et lop, men Nichlas Slaikjær i EfB-målet var på plads og afværgede forsøget.

Kort før pausen tog kampen en pludselig drejning, da Nicklas Strunk Jakobsen, U/17-landsholdsspiller og en af sjællændernes bedste, tabte hovedet og lavede en uacceptabel svinestreg, som helt fortjent førte til et rødt kort.

Selv med 10 mand sad FC Nordsjælland på spillet, men trods hårdt slidt i hele anden halvleg var gæsterne aldrig rigtig farlige. I slutningen var Esbjergs Frederik Christensen tæt på at lukke og slukke til 2-0, men friløberen blev misbrugt, og derfor sluttede kampen med 1-0.

In this article