Blæsevejrsdyst i U/17 Ligaen sluttede uden vinder

På en småkold blæsevejrsdag i april tog OB imod Brøndby på Odense Atletikstadion. Hjemmeholdet kom foran, men Brøndby var med en stærk slutspurt tættest på sejren.

I sidste sæson vandt Brøndby rub og stub og kunne efter 26 kampe lade sig hylde som Danmarksmestre for U/17-hold. Sådan kommer det ikke til at gå i år. Brøndby er milemidt fra sidste sæsons præstationer og gik således til kampen uden sejr i de foregående fire kampe.

Endnu mere sløjt står det til i OB, som vanen tro, fristes man til at sige, er at finde i rækkens nederste halvdel. Fynboerne kom til kampen med nederlag i holdets sidste tre kampe, så der var lagt op til en dyst mellem to formsvage mandskaber.

Og det bar spillet på banen også præg af. Første halvleg var et inferno af boldtab og forkerte beslutninger, og når der endelig var optræk til chancer, fik hverken Brøndby eller OB gjort tingene færdigt. Det tekniske niveau var desuden overraskende lavt, men mon ikke forklaringen skal findes i en halvdårlig bane og en svær vind?

I hvert fald gjorde spillerne ikke meget væsen af sig i første halvleg, som sluttede uden scoringer.

Anden halvleg blev en tand mere underholdene. Den defensive disciplin, som havde været stor hos begge mandskaber i første halvleg, blev afløst af mere løssluppen forsvarsspil.

I starten af anden halvleg kom OB lidt ud af det blå foran 1-0. Philip Stoustrup viste stor fysisk styrke, da han oversprintede Brøndbys defensiv og dernæst udplacerede https://www.dbold.dk/wp/../uploads/FIFA-E-sport.jpg Hauervig – flot scoring!

Nede med 1-0 fik ikke Brøndbys korthus til at vælte. Albert Cappelas mandskab spillede friskt videre, og havde fordel ved at have vinden i ryggen. Som tiden gik, blev gæsternes pres større og større, og til sidst var OB sjældne gæster på Brøndbys halvdel.

Derfor lå en udligning og ventede på sig, og efter godt en times spil blev den en realitet. Et indlæg havnede ved bagerste stolpe, hvor et umarkeret Brøndby-talent med en hård inderside kunne gøre det til 1-1.

I slutningen af opgøret mindede spillet mest af alt om indianerfodbold, og sejren kunne have gået begge veje. Den gik dog ingen af vejene, og efter 80 kolde, blæsende minutter, peb dommeren i fløjten for sidste gang. En generelt uskøn affære mellem to formsvage hold sluttede 1-1.

In this article