U/16-Futurelandsholdet var onsdag igen i kampe i Sverige. Denne gang var modstanderen Belgien, som også måtte lide et nederlag til de unge danskere.
Mathias Lewandowski skulle have startet inde for det danske U/16-Futurelandshold, men måtte lade sig udskifte allerede under opvarmningen. Dette gav plads til Anders Klynge i startopstillingen, der skulle ud og kæmpe mod Belgien i en firenationers turnering i Sverige.
Sverige fik en afklapsning på hele 4-0 tirsdag aften i en kamp, som ikke voldte danskerne de store problemer. Det var dog noget andet, da Belgien var modstandere.
Danskerne kom fint fra start, og allerede efter 12 minutter kunne Patrick Egelund bringe de hvid-klædte danskere foran med 1-0, efter et flot dansk opspil. Den føring holdt dog kun fem minutter, inden Belgien fik udlignet til 1-1.
Spillet efter udligningen passede til stillingen. Holdene spillede meget lige op mod hinanden. Tre minutter før pausen gik det dog galt for danskerne, og Belgien kom foran med 2-1, som også var stillingen, da pausen blev en realitet.
I pausen brugte den danske landstræner en udskiftning. Ud gik Lucas Møller Jensen og ind kom Mikkel Damsgaard. I starten af anden halvleg, skete der ikke meget. Og kun ti minutter inde i halvlegen, brugte Per Holm sin udskiftning nummer to. Ud gik Jesper Lindstrøm, og ind kom Jonathan Dahl, som kom på måltavlen i den forrige kamp.
Godt fem minutter senere fik danskerne deres forløsning. Patrick Egelund kunne kalde sig dobbelt målscorer i kampen, da han scorede ud udlignede for danskerne til 2-2. Han fik et indlæg leveret lige til fødderne, og han kunne på en ren ”direktør” sparke bolden let i mål.
Dette satte gejst i de unge danskere, der kun ti minutter senere bragte sig foran med 3-2. Jonas Rosfeldt var målscoreren til 3-2, som også var slutresultatet. Efter et kort-taget hjørnespark, fik danskerne lagt et indlæg, som blev dårligt clearet af en belgier. Den belgiske spiller headede bolden lige ud til Rosfeldt, der flot satte bolden i mål med en helflugter, som belgiernes målmanden ingen chance havde for at nå.
Altså endnu en sejr til U/16-Futurelandsholdet, hvilket betyder to sejre på to dage. Nu venter en velfortjent dag uden kamp, inden de fredag skal møde Tjekkiet.