Esbjerg U/17 håndterede vinden og slog OB

Foto: EfB.dk

Esbjerg Idrætspark dannede lørdag eftermiddag rammen om U/17-ligakampen mellem Esbjerg og OB. På langs af banen blæste en svær vind, og den håndterede Esbjergs talenter bedst.

Ens for OB og Esbjerg er, at sæsonen ikke er gået som forventet. Selvforståelsen i de to klubber er til mere end placeringer i U/17 Ligaens nederste halvdel. OB kom uden selvtillid og uden sejr i holdets seneste tre kampe, mens Esbjerg egentligt har haft et flot forår men stadig slikker sårene efter et skuffende efterår.

Gæsterne fra Fyn sad på spillet i første halvleg, hvor værterne fra Vestjylland aldrig formåede at skabe de store chancer. Det gjorde OB til gengæld. Philip Stoustrup burde have sparket gæsterne foran, men den fysisk stærke angriber misbrugte den store chance.

I stedet var det Esbjerg, der scorede kampens første mål. Vestjydernes midtbanespiller Frederik Christensen modtog en fremragende bold fra Søren Ilsø og driblede herefter OB’s keeper og scorede. 1-0 var også stillingen ved pausen.

I anden halvleg blev OB’s dominans tydeligere, men igen var det Esbjerg, der fik netmaskerne til at blafre. Og igen var Frederik Christensen manden bag. Den tidligere Andrup-spiller satte i det 73. minut indersiden på et flot indlæg fra Deniz Korkmaz, og så var kampen mere eller mindre afgjort.

OB havde også i anden halvleg flere, nærgående forsøg, blandt andet ved Alexander Molberg, men ind ville bolden ikke, og så kunne Esbjerg efter 80 forblæste minutter juble over endnu tre point.

In this article