
Mikkel Frankoch har netop skrevet under på en ny kontrakt med Skive IK. En kontrakt han er meget glad for at have sat sin underskrift på.
I sommerens transfervindue i 2015 valgte Mikkel Frankoch at skifte den sorte FC Midtjylland-trøje ud med den blå-gule Skive IK-trøje i jagten på spilletid på seniorniveau. Frankoch var blevet for gammel til U/19 Ligaen, og FC Midtjylland kunne ikke bruge ham i øjeblikket, og valgte at give Frankoch lov til at finde en ny arbejdsgiver.
Skive IK stod klar med åbne arme, hvilket de også har gjort for fire andre tidligere FCM-talenter, og skrev kontrakt med Frankoch på et år.
Nu har midtbanespilleren imponeret så meget, at klubben har valgt at sætte to ekstra år på Frankochs kontrakt. En aftale han nyder godt af, da han ser sig selv udvikle sig konstant i klubben.
– Jeg ser gode muligheder for spilletid. Hvilket jeg også skal have hvis jeg skal udvikle mig. Jeg bliver også bedre og bedre for hver dag, der går. Og gør man det, så er det den rigtige klub at være i, fortæller Frankoch om grunden til, at han forlængede sin kontrakt, til D’ BOLD.
Frankoch er også glad for, at klubben gerne vil have ham blivende. Han føler nemlig selv, at han har fortjent at forlænge sin kontrakt.
– Det er da fedt at de gerne vil have jeg bliver i klubben. Jeg føler også at jeg havde et fint efterår, og jeg synes også, jeg har fortjent det. Men det er jeg jo ikke ene om at synes. Så det er da dejligt at klubben er enig, fastslår Frankoch.
Samtidig henviser Frankoch til, at klubben har gjort en god investering, da han mener, han endnu ikke har ramt sit topniveau. Og han glæder sig til at give klubben noget tilbage.
– Den har været positiv. Jeg har overhovedet ikke ramt mit topniveau endnu. Men jeg bliver bedre og bedre, og får mere erfaring for hver dag, der går. Træneren har givet mig tillid, hvilket er vigtigt for en ung spiller. Jeg glæder mig til at give klubben noget tilbage, for at de har givet mig chancen, afslutter Frankoch til dbold.dk.
Skive spiller deres næste kamp på hjemmebane mod Vendsyssel kl. 13:45 søndag den 17. april.