HB Køge har skrevet førsteholdskontrakt med deres U/19-talent, Ahmed Hassan Ahmad.
Ahmed Hassan Ahmad er af irakisk oprindelse, og kom til Danmark som femårig. Som syvårig startede han til fodbold i Herfølge Boldklub, og nu er han fast inventar på HB Køges U/19-hold, og vil fra næste sæson været at finde på klubbens førstehold.
Hassan Ahmad træner med førsteholdet flere gange ugentligt, og har tidligere på året fået sin debut for førsteholdet. Det er hans eneste kamp på førsteholdet indtil videre.
At skrive kontrakt med klubben, er U/19-angriberen meget glad for.
– Det er en drøm, at kunne skrive kontrakt med HB Køge. Jeg har spillet i Herfølge Boldklub siden jeg var syv år gammel, og har som barn set op til førsteholdet når jeg har været på stadion. Jeg er derfor både stolt og glad for at jeg er kommet så langt, at jeg har fået min første kontrakt, siger Ahmed Hassan Ahmad til klubbens hjemmeside.
Køges cheftræner er også ganske tilfreds med Ahmads nye kontrakt.
– Ahmed har været god i opstarten, hvor han blandt andet scorede et par mål i træningskampene, og så er han en dreng, der virkelig brænder for fodbolden og vil det her. Ahmed kan dække flere af de offensive pladser på holdet, og med tålmodighed kan han på sigt kæmpe med om startpladserne på holdet, siger Henrik Lehm til hbkoge.dk.
Ahmed Hassan Ahmad har skrevet kontrakt med Køge indtil sommeren 2018.