Leicester udtager ung dansker til turnering i Hong Kong

Den unge Leicester-målmand Daniel Iversen er udtaget til HKFC Citibank Soccer Sevens i Hong Kong. Turneringen er speciel ved, at der kun er 7 spillere på banen ad gangen.

18-årige Daniel Iversen skiftede i januar det vestjyske i EfB ud med føreholdet i Premier League: Leicester. Leicester har udtaget en 10-mands trup til en turnering i Hong Kong. Selvom det ikke er en decideret ungdomsturnering, har Leicester alligevel valgt at udtage 10 unge spillere. Den eneste regel omkring alder er, at man mindst skal være 16 år gammel.

Det er en masse spillere fra klubbens forskellige ungdomsafdelinger, der er udtaget i 10-mandstruppen. Daniel Iversen er den eneste målmand, som Leicester har udtaget, så der er garanti for spilletid.

Leicester er havnet i Gruppe D, og Daniel Iversens mandskab skal derfor op imod: West Ham, HKFA U/21 og Singapore Cricket Club. Der er flere Premier League-klubber blandt de deltagende hold. Udover Leicester er West Ham, Aston Villa, Newcastle United og Stoke City også med. Resten af deltagerne er mest asiatiske.

Det er utrolig positivt for Daniel Iversen at være udtaget til denne turnering, det viser, at Leicester tror på ham. U/19-landsholdsspilleren kan måske i fremtiden tage over, når Leicesters anden danske målmand, Kasper Schmeichel, en dag stopper i Leicester.

 

 

In this article