Den tidligere DM-guldvinder i Brøndby, Martin Retov, vender nu hjem til Vestegnen i rollen som assistenttræner for klubbens U/17-mandskab.
Da Brøndby for et par uger siden meddelte, at den nuværende U/17-træner, spanske Albert Capellas, stopper i klubben til sommer, stod det hurtigt klart, at Frank Hjortebjerg, der i øjeblikket er U/15-træner i klubben, er manden, der overtager ansvaret for U/17-mandskabet til sommer, og i dag kunne Brøndby så offentliggøre på klubbens hjemmside, at det bliver den tidligere Brøndby-spiller, Martin Retov, der fuldender trænerduoen omkring U/17-holdet.
Martin Retov spillede for Vestegnsklubben fra 2002 til 2008 og var dermed en afgørende brik i klubbens seneste DM-titel. Siden da repræsenterede han tyske Hansa Rostock, inden han sluttede karrieren i AC Horsens. Derefter indledte den tidligere midtbanespiller trænergerningen i AGF primært omkring de tre ældste ungdomsårgange, men nu vender Retov altså hjem til Brøndby, og det har han glædet sig til.
– Det tog ikke mange sekunder at takke ja. Jeg havde en fantastisk tid i Brøndby IF som spiller, og jeg har altid fulgt med fra sidelinjen, uanset om det var fra Tyskland, Horsens eller som træner i AGF – så det passer perfekt at komme tilbage, siger Martin Retov, der glæder sig til at kunne betale lidt tilbage til Brøndby IF. Brøndby IF har betydet rigtig meget for mig, og kan jeg ved at give noget af mig selv til de fantastiske talenter, der er i klubben, så er jeg glad, fortæller Martin Retov til brondby.com.
Retov ved umiddelbart godt, hvad det er, han kan gå ind og bidrage med qua sin tid som Brøndby-spiller.
– Jeg glæder mig meget. De ting, jeg kan fortælle og lære fra mig, kommer fra en, der har været i spillernes situation. Noget af det vigtige at arbejde med, er det mentale, hvis man vil spille Superliga-fodbold – og specielt hvis man vil spille Superliga-fodbold i Brøndby IF, forklarer han.
Martin Retov får første arbejdsdag i Brøndby Masterclass den 1. juli 2016.