OB U/19 snuppede overraskende sejr i Esbjerg

U/19 Ligaens nummer 10, OB, overraskede alt og alle, da de på udebane lørdag slog topholdet Esbjerg.

Weekendens udehold, OB U/19, var ikke spået mange chancer, da de lørdag besøgte Esbjerg, der i denne sæson har været et af ligaens bedste mandskaber. Før kampen havde de blot tabt to kampe – OB havde tabt 11.

Derfor var det heller ikke overraskende, da Anders Dreyer allerede i kampens helt tidlige indledning havde bragt Esbjerg på 1-0.

OB’erne kom dog godt igen, trods de i første halvleg havde modvind – noget som Esbjerg fik store udfordringer med i anden halvleg.

Udover de store problemer med modvind, kom OB stærkt ud til anden halvleg, hvor de pressede hjemmeholdet på alle parametre. Det resulterede efter en times spil i en udlingning af Yao.

Fynboernes medvind blev også en faktor, da OB 20 minutter senere overraskende, men helt fortjent bankede sig på 2-1 på et flot frispark af Mads Jørgensen langt ude fra.

Det gjorde, at Esbjerg til sidst måtte se sig besejret for kun tredje gang i sæsonen. Det gør at OB rykker nærmere Vejle og Brøndby, der med 18 point ligger et point foran OB, der fortsat indtager tiendepladsen. Esbjerg er fortsat nummer fire, men pointtabet gør, at kampen om bronzen bliver en smule hårdere, da de nu, med to kampe i hånden, er fire point bag AaB.

In this article