OB’s U/15 skal møde Barcelona

OB’s U/15-drenge skal bl.a. møde spanske FC Barcelona, når de i uge 20 drager til Kevin de Bruyne Cup i Belgien.

Når der sparkes i gang til dette års Kevin de Bruyne Cup for U/15-hold i Gent i Belgien er det med dansk deltagelse. OB er nemlig blevet inviteret til turneringen efter et afbud fra FC Basel.

Her er fynboerne kommet i pulje med AZ Alkmaar og selveste FC Barcelona.

– Det er sindssygt vigtigt for os i OB, at vi giver vores drenge nogle rigtig store oplevelser. Og der må vi sige, at denne bliver én, de nok aldrig vil glemme. Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at komme i betragtning som deltager i Kevin de Bruyne Cup, og der er ingen tvivl om, at vi kommer hjem med en unik oplevelse, og at vi sportsligt får rigeligt at se til, siger Max Johansen, træner for OB’s U/15-hold.

Nu er det vigtigt for de unge fynboere at holde fokus både på den hjemlige turnering, men samtidig også blive klar til at møde nogle af Europas bedste ungdomshold.

Træner Max Johansen slår fast, at holdet den kommende måned vil fokusere på disciplin og dét at stå sammen som én enhed, da han mener holdet skal blive bedre til at arbejde hårdt og fokuseret når modstanderen er i boldbesiddelse.

Deltagerlisten ved KDB Cup ser ud således:

Austria Wien, AZ Alkmaar, Bayer Leverkusen, Benfica, Club Brugge, Everton, FC Barcelona, Genk, Gent, OB, Tottenham og Wolfsburg.

In this article