20-årige Edgar Babayans præstationer har gjort ham fortjent til en U20-landsholdsplads og spilletid i nationaldragten.
Det har været et godt 2016 for 20-årige Edgar Babayan, der gennem en periode har spillet godt for reserveholdet, samt i de kampe, hvor at Babayan har fået chancen i Superligaen. De fornemme spil har ført til en landsholdsudtagelse, og Onsdag fik han også spilletid i 0-2-nederlaget til Italien.
– Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det var pissefedt at være med, og fedt at få lov til at spille mod de allerbedste i min årgang, siger Babayan til bold.dk og fortsætter.
– Jeg skulle have været med på U19-landsholdet for et par år siden, men dengang havde jeg ikke dansk pas. Det fik jeg for to måneder siden, så det var sådan set først nu, at jeg havde muligheden for at komme med.
– At jeg så kom det, kom lidt bag på mig, for jeg har jo ikke fået ret mange minutter i Superligaen. Men jeg har gjort det rigtig godt i reserveholdskampene og i de træningskampe, jeg har spillet med førsteholdet, siger Babayan.
Landsholdssamlingen var dog en kort fornøjelse for Babayan og resten af U/20-drengene der tirsdag drog til Italien, onsdag spillede landskamp og allerede torsdag mødte ind hos deres respektive klubber igen.