Randers U/19 fortsætter pointhøsten og slår AaB

I en lige kamp med chancer til begge hold viste hjemmeholdet fra Randers størst skarphed og slog overraskende AaB i lørdagens U/19 Liga-opgør.

Det var to formstærke mandskaber, der stod overfor hinanden i U/19 Ligaen lørdag, for mens AaB på tabellens tredjeplads havde hentet tre sejre på tre kampe i foråret, havde Randers efter blot fire forårskampe mere end fordoblet efterårssæsonens pointhøst på to point.

Kampen startede meget lige, og hjemmeholdet lykkedes særligt med presspillet og havde flere halve muligheder i indledningen. Efter et kvarters spil satte gæsterne sig dog fuldstændigt på kampen, og det voldsomme tryk førte da også til et nordjysk føringsmål, da Morten Rokkedal var hurtigst over returen fra Sebastian Grønnings stolpeskud. Randers slap fra den svære periode uden at lukke yderligere mål ind, og de kom bedre med inden pausen.

Anden halvleg startede som første med et mere ligeligt fordelt antal chancer. Faktisk lignede det et overtag til randrusianerne, og særligt den startende U/17-spiller, Marcus Mølvadgaard, virkede veloplagt i sin kamp for U/19-holdet. Randers fastholdt det flotte spil, selvom også AaB havde muligheder og med lidt held kunne have lukket kampen. Med et kvarter igen fandt Mølvadgaard efter et par gode træk venstreback Behrem Rizvic, der havde indtaget en god position, og med en flad afslutning bragte han balance i regnskabet.

Kampen bølgede fortsat frem og tilbage med chancer til begge mandskaber, men det var altså hjemmeholdet, der noget overraskende kunne trække sig sejrsrigt ud af opgøret. Med en god håndfuld minutter igen slog Tobias Damgaard bolden ind over fra venstre side. Hans indlæg blev mødt af Lars Benko, der var kommet med ind fra højre, og han dirigerede på fornemmeste vis bolden over i det lange hjørne til 2-1.

Med sejren undgår Randers nederlag for tredje kamp i træk, og cheftræner Rasmus Bertelsen er naturligvis meget tilfreds med den nuværende form.

– Spillerne har virkelig vist fremgang henover vinterpausen både individuelt og kollektivt, og jeg synes, det er meget berettiget, at resultaterne også afspejler det. Med otte point i de første fem kampe har vi fået vist, at vi kan høre til midt i tabellen, og det er vores helt store mål også at kunne ligge der, når sæsonens sidste syv runder er afviklede. Det bliver ikke nemt, men kan vi forsætte den form, vi har vist indtil videre, er der en chance for, at det lykkes, fortalte han til randersfc.dk.

Med sejren har Randers nu på fem kampe femdoblet efterårssæsonens pointhøst og har gang i en bemærkelsesværdig stime. Omvendt mistede AaB vigtige point i subtoppen i tabellen.

In this article