Begge hold nåede at være foran, men det sluttede uafgjort, da Silkeborg hjemme på Søholt hentede forårets første point lørdag.
Silkeborg ligger solidt placeret midt i tabellen, men da midtjyderne havde tabt forårets første to kampe, kunne Lyngby, der inden lørdagens opgør var ubesejret i tre kampe, bevæge sig længere væk fra bunden og tættere på Silkeborg i tabellen.
Kampen startede i et højt tempo, hvor Silkeborg kom frem til de største chancer. Hjemmeholdet pressede på, og det lykkedes endda for SIF’erne at bringe sig foran, da Lasse Pedersens resolutte afslutning bragede ind i det korte målhjørne efter Rasmus Lysdals oplæg.
Selvom hjemmeholdet sad på det meste af spillet, da kampen begyndte at tage dens form, kunne de ikke gå til pause på sejrskurs. Få minutter før pausefløjtet blev Lyngbys Deniz Kacara sendt afted i dybden. Han tog et par gode træk og sendte så en afslutning afsted fra en spids vinkel, og så havde gæsterne pludseligt udlignet.
Til trods for halvlegens 15 minutters pause varede det lidt inde i anden halvleg, inden midtjyderne for alvor fik vendt tilbage til det spil, der gav dem overtaget i første halvleg – og det skulle blive dyrt, for de sjællandske gæster fortsatte, og kort inde i anden halvleg blev det så 2-1, da Lyngbys Mads Kaalund scorede fra nært hold.
Endelig fandt Silkeborg fodfæste, og de jagtede her fra udligningen, men gæsterne kæmpede for deres resultat. I det 82. minut blev det dog 2-2. Denne gang var det med Rasmus Lysdal i afslutterens rolle, da han sendte Lasse Pedersens oplæg i nettet og dermed kunne sikre hjemmeholdet et enkelt, fortjent point.
Mens de to mandskaber indtager midterplaceringer i U/19 Ligaen, mødes klubbernes hold i Bet25 Ligaen torsdag i en vigtig kamp i oprykningsræset til ALKA Superligaen.