
Tirsdag aften kvalificerede Vejle Boldklubs U/17-mandskab sig en billet til semifinalen i DBU Jyllands pokalturnering.
Efter først at have slået FC Sønderborg ud med 0-11 og derefter Vejen SF med 1-7, skulle Vejle Boldklubs U/17-drenge tirsdag aften besøge CASA Arena hvor U/17-divisionsholdet fra AC Horsens var værter.
De to mandskaber mødtes til en træningskamp i løbet af vinterpausen, hvor de rødblusede fra Vejle vandt med 7-0, og som U/17-Ligahold var gæsterne også favoritter til at tage sejren mod værterne fra U/17-Divisionen.
Efter at have spillet 0-0 i første halvleg, startede anden halvleg straks mere dramatisk ud da Vejles anfører, Abnor Mucolli, blev præsenteret for et rødt kort efter kun få minutters spil. Udvisningen skyldtes eftersigende ”noget med sprogbruget”.
Der skulle dog ikke gå mere end to minutter førend Vejle Boldklub, til trods for at være i undertal, alligevel formåede at bringe sig foran efter en omstilling. Mads Olesen kunne derfor sætte bolden i nettet til 0-1, som også blev kampens slutresultat.
Cheftræneren for det vindende udehold, Søren Lykke, erkender dog, at AC Horsens spillede godt op mod gæsterne fra Vejle:
– De kom med god energi og gav os god modstand, men alligevel var vores sejr fortjent, selvom vi spillede det meste af anden halvleg i undertal, siger Søren Lykke til klubbens egen hjemmeside
Det betyder, at Vejle Boldklubs U/17-drenge har kvalificeret sig til DBU Jyllands pokalturnerings semifinale. Her venter enten Silkeborg IF, FK Viborg eller vinderen af den sidste kvartfinale mellem Thisted og FC Midtjylland.