16-årige Elias Sørensen blev i dag HB Køges yngste debutant i klubbens historie.
Da HB Køge i dag gæstede Silkeborg i Bet25 Ligaen, gav sjællænderne debut til klubbens hidtil yngste spiller nogensinde – det skete, da blot 16-årige Elias Fritjof Sørensen i kampens 88. minut blev skiftet ind i stedet for Rasmus Nielsen.
Elias Sørensen, der i januar var udtaget til U/17-landsholdet, spiller normalt på klubbens U/17-mandskab, hvor han udgør et af holdets farlige offensive kort, og angriberen har da også gjort sig positivt bemærket i denne sæson i U/17 Ligaen, hvor HB Køge i øjeblikket indtager rækkens 6. plads – særligt et offensivspillerens hattrick i 3-0-sejren mod Brøndby tilbage i marts var bemærkelsesværdigt.
Kampen i dag, søndag, sluttede desværre for Elias Sørensen og resten af HB Køge-mandskabet med en 1-0-sejr til silkeborgenserne, der kæmper for oprykning til ALKA Superligaen. D’ BOLD har talt med kampens debutant om oplevelsen trods nederlaget.
– Det var en fed følelse, og man kunne mærke det helt nede i maven, siger Elias Sørensen til D’ BOLD om øjeblikket, hvor han fik at vide, at han skulle på banen, og fortsætter om minutterne inden for kridtstregerne.
– Jeg tænkte ikke rigtigt over, hvor fedt det var, men derimod mere på, at vi skulle op og lave en kasse, men det blev det desværre ikke til.
I og med at FC Vestsjælland med klubbens konkurs allerede er rykket ud af Bet 25 Ligaen, har HB Køge med en placering midt i tabellen ikke meget at spille for, og det kan dermed give god mening at give yngre spillere chancen.
To minutter før slutfløjtet kom så øjeblikket, hvor unge Elias Sørensen stod klar til sin debut foran de 2.299 tilskuere i Silkeborg, og med indskiftningen blev han altså med sine 16 år og syv måneder den yngste debutant i HB Køges historie.
Den 16-årige angriber ved dog ikke, om der falder flere førsteholdsoptrædener af foreløbigt, men han håber naturligvis på det.
– Vi har ikke snakket sammen om det endnu, men jeg håber på, at det bliver til flere chancer, og så må jeg bare fortsætte det hårde arbejde og håbe på det bedste, forklarer han.
Der resterer fire runder af Bet25 Ligaen.