21-årig Hobro-keeper efter pragtkamp: Alt lykkedes

21-årige Alexander Nybo havde en stor rolle i Hobros sejr ude mod OB i dag, søndag. D’ BOLD har talt med den unge målmand.

I sidste weekend blev det officielt. Hobro IK rykker ned i landets næstbedste række efter en sæson, hvor nordjyderne aldrig rigtigt fik det til at spille oven på sensationssæsonen sidste år.

Kampen i dag ude mod OB brugte Ove Pedersen så blandt andet på at give Superliga-debut til 21-årige Alexander Nybo i Hobro-målet, og den unge randrusianer takkede for tilliden ved at hive en pragtkamp ud af ærmet. Nybo, der kom til Hobro forud for denne sæson, viste lynhurtige reflekser og var intet mindre end kampafgørende i Hobros 1-0-sejr – og selvom det altid er dejligt med sejre, var det befriende for hobroerne at reagere på nedrykningen med en kamp som i dag.

– Vi kan altid bruge sejre, ligegyldigt hvad stillingen siger. Fodboldspillere vil altid vinde, og glæden strålede ud af alle i dag, siger målmanden til D’BOLD.

I kampens 73. minut viste Alexander Nybo så for alvor klassen, da dommer Benjamin Svedborg tildelte fynboerne et lidt tvivlsomt straffespark. Det blev OB’s formstærke angriber, Rasmus Festersen, sat til at eksekvere, men den duel vandt Nybo. Han gættede rigtigt, kastede sig til den rigtige side og fik Festersens forsøg viftet uden om stolpen. Selv forholder hovedpersonen sig dog roligt til sin store aktie i Hobro-sejren.

– Det er jo mit job at redde holdet, og i dag krævede det lidt ekstra for at kunne holde buret rent. Man oplever tidspunkter i sin karriere, hvor alt lykkes, og det gjorde det i dag.

Selvom Nybo ikke har fået meget spilletid denne sæson, hvor det foruden Superliga-debuten i dag og er blevet til to optrædener i DBU Pokalen, er fokus ikke rettet mod at vise sig frem til næste sæson trods nedrykningen.

– Alle spiller sin chance hver eneste uge for at vise sig selv frem. Man kan ikke mærke på intensiteten eller viljen, at vi er rykket ned. Vi ligger os på ingen måde ned og giver de andre sejrene, forklarer han over for D’ BOLD.

Franske Wilfried Domoraud sikrede kort før pausen Hobro føringen på Tre-For Park.

In this article