AGF spiller sig væk fra sidstepladsen med sejr over Silkeborg

Lørdag dragede de unge talenter fra Silkeborg til Århus for at møde AGF i U/19-ligaen. Kampen sluttede 3-1 til AGF.

Inden kampstart lå AGF’erne nummer chok, og de havde derfor en masse at spille for. Silkeborgenserne lå i midten af rækken, og det blev der ikke lavet om på.

Rent spillemæssigt var Silkeborg klart bedst. Det var dog AGF, som var klart mest effektive. Silkeborg skriver selv på deres hjemmeside: ‘SIF’erne vandt kampen på samtlige parametre bortset fra det vigtigste – antal scorede mål.’

Allerede efter et kvarter scorede Ahmed Said fra AGF på et flot langskudsmål. Kort efter scorede de igen, denne gang var det Lucas Jackson Møller, som bankede kuglen knaldhårdt i kassen. 2-0 ved pausen.

I anden halvleg scorede de sørme også til 3-0, denne gang var det Jens Stage, som scorede et nemt mål. Silkeborgs Tobias Kragh reducerede til 3-1, men det var for sent til at kunne gøre en forskel.

Den største årsag, til at AGF vandt, var århusianernes målmand Magnus Brøgger. Han havde flere pragtredninger i løbet af kampen, og han leverede et niveau, som var Superligaen værdig. Silkeborg ramte også overliggeren i løbet af kampen.

Det sluttede ufortjent 3-1 til AGF. AGF havde dog også mest brug for pointene. De har nemlig overhalet Randers, som nu ligger sidst. Silkeborg ligger nummer 6 – ét point bag FC København, som de slog runden før.

In this article