Busk får tre år mere i Union Berlin

Embed from Getty Images

Jakob Busk har masser af succes for 2. Bundesliga-klubben Union Berlin, hvilket nu har kastet en kontraktforlængelse af sig.

I vinterens transfervindue valgte FCK-målmanden Jakob Busk at gøre en ende på sit ophold i Danmark og skiftede derfor til Union Berlin fra den næstbedste tyske række. Ved danskerens ankomst lå hovedstadsklubben på en sørgelig 15.-plads i 2. Bundesliga, men blandt andet stabilt spil fra Busk har båret berlinerne op på syvendepladsen. I 14 kampe har den danske keeper holdt buret rent hele seks gange.

Den tyske arbejdsgiver er nu så tilfreds med Busk, at de to parter her til formiddag forlængede med hinanden, så samarbejdet nu gælder helt frem til 2020.

Og den 22-årige dansker er meget tilfreds med den nye kontrakt.

  • Jeg har lige fra start følt mig meget godt tilpas i Union Berlin. Jeg er blevet taget godt imod af alle her, og for mig som ung målmand er det vigtigt at spille regelmæssigt. I de næste år ser jeg gode chancer for det her i Union Berlin. Jeg vil udvikle mig kontinuerligt og glæder mig derfor til at blive her indtil 2020, fortæller Busk til klubbens hjemmeside.

Der resterer én runde af denne sæsons udgave af 2. Bundesliga, og Union Berlin kan i bedste fald nå en femteplads, som dog ikke giver oprykning.

In this article