Adnan Curovic fik sin 1. Divisionsdebut for Lyngby i anden halvleg mod Skive. Kampen endte 2-2.
Lyngby BK var godt med i første halvleg mod Skive IK i deres opgør i BET25 Ligaen. Efter 36 minutters spil skød Mikkel Rygaard de kongeblå foran med 1-0, og i tillægstiden fik Lyngby straffespark. Et straffespark som Frederik Gytkjær sikkert endte i mål. En pauseføring på 2-0 til Lyngby i Skive.
Til anden halvlegs start fik 18-årige Adnan Curovic sin førsteholdsdebut. Sejren så ud til at være sikret, men det var den overhovedet ikke. Kort efter dommeren havde fløjtet kampen i gang igen, fløjtede han og pegede på straffesparkspletten i Lyngby-feltet, hvor Lyngbys målmand var ramlet sammen med Skives Mikkel Frankoch.
Skives Mikael Uhre satte sikkert bolden i nettet til 2-1. Samme Uhre var også manden for udligningen efter 76 minutters spil, hvor han scorede på tomt mål.
De to hold endte altså med at få ét point hver, mens unge Adnan Curovic fik sin førsteholdsdebut i 1. Division.