FCK’s U/17-mestre sejrede overbevisende i Odense

FC København U/17 hentede en flot sejr på udebane mod OB, hvor de førte hele 3-0 ved pausen.

Da de direkte konkurrenter, FC Midtjylland og FC Nordsjælland, begge tabte tidligere lørdag, vidste FCK’erne forud for opgøret mod OB, at en sejr ville sikre dem DM-guldet med hele fem runder tilbage af U/17 Ligaen.

Den ekstra motivation brugte de opsatte københavnske gæster til at lægge et enormt tryk på hjemmeholdet, og udover at sidde på spillet investerede FCK’erne også meget i genpresset og i andenboldene, og OB-spillerne fik ikke et ben til jorden i kampens indledning.

Allerede fem minutter inde i kampen faldt 1-0-scoringen til det suveræne, ubesejrede tophold, da et aggressivt københavnsk genpres erstattede et mislykket opspil. Bolden blev efter generobringen spillet til højre i banen, hvorfra et indlæg blev sendt skråt tilbage i feltet og derfra yderligere lagt af til en afslutning, som Victor Jensen var først over riposten på, og han kunne altså bringe FCK’erne på guldkurs.

Scoringen, der ikke faldt efter gæsternes første chance, opildnede kun de overlegne københavnere til endnu mere momentum, og et kvarter før pausen blev det så 2-0. FCK fastholdt trykket efter et indkast højt oppe på banen, og da en afslutning rettedes af, var Morten Hjulmand først over returbolden, og han satte dermed kampens anden scoring i nettet.

Det blev også 3-0 i første halvleg, da FC København fem minutter efter 2-0-scoringen kom afsted i en såkaldt andenbølgekontra, og efter en imponerende aflevering fra højre centralt ind i banen blev bolden sendt med Sidney Appu i dybden, og han omsatte friløberen til pausestillingen 3-0.

Efter pausen viste OB’erne flot gejst og kom bedre med i kampen. Kort inde i anden halvleg blev hjemmeholdet så tilkendt et straffespark, som Elias Lamnaouar skulle tage sig af, men OB’erens forsøg mindede mest af alt om en tilbagelægning til målmanden, og heller ikke i denne omgang fik hjemmeholdet reduceret.

Anden halvleg viste sig dog at blive OB’s, og efter at have brændt en stor chance ti minutter forinden kunne Anders Klynge efter en times spil reducere, da en andenbold efter et OB-målspark blev sendt i dybden i venstre til Klynge, der lagde bolden op i nettaget til 3-1.

Senere havde venstreback Thomas Hvilsom også en stor mulighed og kunne med en scoring have bragt spænding i opgøret til slut, men det sluttede altså med en tomålssejr til FCK, der med sejren kunne fejre DM-titlen som et af de mest overbevisende hold i U/17 Ligaens historie.

Løverne har med 63 mål i 21 kampe scoret mere tre mål i snit pr. kamp og har hentet 18 sejre og spillet tre kampe uafgjorte.

In this article