
Egentligt var det en jævnbyrdig kamp, men i Brøndbys iver efter en sen udligning tabte de københavnske gæster kampen helt på jorden og blev til sidst kørt over af FCM’erne.
Mens brøndbyerne blot havde hentet én sejr i de ni foregående kampe forud for lørdagens kamp ude mod FCM, stormer ulvene mod andenpladsen, som FCN i øjeblikket sidder på.
Hjemmeholdet startede da også kampen bedst og investerede ekstremt meget i presspillet. Det resulterede i, at Brøndby blev trykket tilbage på egen banehalvdel i kampens indledning, men efterhånden som kampen skred frem, aftog ulvenes pres, og Brøndby fik mere tid på bolden.
Fem minutter før pausetid kom FCM så ikke ufortjent foran, da Christian Tue Jensen sendte et frispark indover fra siden. FCM-midtstopper Mathias Nors kom højest men fik ikke ordentligt træf på bolden. Derimod faldt andenbolden ned foran Japhet Sery Larsen, der kunne sparke midtjyderne foran.
Efter pausen fortsatte gæsterne med at forsøge at spille med FCM’erne, og det medførte flere halve chancer. Brøndby-drengene må midt i anden halvleg have følt, at kampen var ganske lige, men da de gulblusede i kampens sidste kvarter satsede mere, gik det galt, og hjemmeholdet lavede tre kasser i de sidste ti minutter.
Først viste FCM-anfører Mikkel Jakobsen flot overblik og fandt Christian Tue i en fri position i feltet, så han kunne fordoble føringen. Siden kom Noah Iversen først på et indlæg og headede 3-0-scoringen i nettet, og i overtiden spillede Brøndby-keeper Rasmus From kikset Noah Iversen helt fri foran et tomt mål, og så var 4-0-sejren en realitet.
Det skal dog siges, at Brøndby kollaps til slut på ingen måde var overens med kampbilledet, selvom FCM’s sejr dog var fuldt fortjent.
Med nederlaget sakker Brøndby fortsat bagud i U/17 Ligaens subtop, mens FCM mere og mere ligner sølvvindere.