
Denne weekend har flere af FC Nordsjællands U/15-drenge brugt i Holland til turneringen Marveld Tournament 2016, hvor man på et fælles Right to Dream-/ FC Nordsjælland-hold har mødt flere store europæiske klubber.
Det betaler sig at spille for en samarbejdsklub til det ghanesiske akademi, Right to Dream. Ligesom FCN’s U/19-hold i Pinsen slog også U/15-holdene danskerne og ghaneserne i mellem sig sammen ved denne weekends hollandske U/15-turnering. Her deltog klubber som Ajax, PSV, Feyenoord, Twente, Genk, Anderlecht, Manchester United, Chelsea, Benfica og Real Madrid.
Mens FCN’erne først spillede 0-0 mod de senere vindere fra Benfica, slog dansk-ghaneserne siden både Manchester United, SV Grol, Genk og PSV – alle med 2-0, inden Anderlecht stod i vejen i semifinalen, hvor FC Nordsjælland på ærgerlig vis led et nederlag efter straffesparkskonkurrence.
Sejren over Manchester United, en klub fra den øverste europæiske hylde, må siges at være imponerende, og særligt kampens første mål sat ind af Oliver Villadsen var der stil over. Villadsen drev bolden ind i banen fra højre og satte et par englændere, inden han smækkede bolden over i det lange hjørne.
Efter U/19-holdets tur til Holland i Pinsen udtalte FCN U/19-træner, Morten Karlsen, følgende om sådanne tures hensigt til klubbens hjemmeside.
– Turneringen var god læring, og den bekræfter os i, at det, der arbejdes med på vores to akademier (FC Nordsjællands og Right to Dreams, red.), er det rigtige. Det blev også en god tur for sammensmeltningen af akademiet her og i Ghana. Fælles hold og fælles oplevelser som disse hjælper godt på vej, lød det dengang fra Morten Karlsen.
FCN U/15 tabte i dag bronzekampen til Ajax Amsterdam med 1-0.