Gyldne minutter fældede Randers U/19 i Esbjerg

Foto: EfB.dk

Medvind spillede endnu en gang en vigtig faktor for Esbjergs U/19-hold, da de hjemme sejrede 2-0 over Randers. 

Vestkysten er kendt for dens kraftige vind, og den gør en betydelig forskel, hvis man har den i ryggen i stedet for i mod sig, når man møder Esbjergs ungdomshold på udebane. Det var Randers U/19 vidne til lørdag, da de gæstede de blå-hvid-stribede.

Hjemmeholdet startede nemlig med vinden i ryggen, og det lod dem komme frem til flest chancer i kampens indledning.

Esbjergs gode og hurtige start virkede effektivt, men det var først i det 23. minut at William Møller bragte værterne på 1-0. En føring der hurtigt blev udbygget.

Søren Andreasen udnyttede nemlig, kun to minutter senere, Daniel Anyembes indlæg, og sparkede Esbjerg på 2-0, hvilket også forblev stillingen halvlegen igennem og dermed også i pausen.

I anden halvleg formåede Randers ikke at ændre på kampens resultat, selvom det nu var dem, der havde vinden i ryggen. Esbjerg, der havde modvind, fik heller ikke udvidet føringen, selvom de er godt vant til modvinden, og var det hold, der kom frem til flest chancer.

Kampen sluttede 2-0 og Esbjerg rykker med sejren nærmere AaB på tredjepladsen, hvor der nu kun er et point op og med vestjydernes to kampe i hånden, virker det ikke urealistisk at nå. Randers må efter AGF’s sejr se sig degraderet til sidstepladsen.

In this article