Lørdag lykkedes det et formstærkt Lyngby-mandskab på udebane at besejre Haderslev, der ellers førte ved pausen.
Lyngby BK’s U/17-drenge indtager en placering i den tætte subtop af U/17 Liga-tabellen, og forud for lørdagens kamp i Sønderjylland havde De Kongeblå fra Lyngby ikke tabt i fem kamp i træk, mens sønderjyderne fortsat agerer rækkens bundprop.
Det til trods var det hjemmeholdet, der lagde bedst ud i kampens lidt rodede indledning, hvor sønderjyderne med et aggressivt presspil flere gange lagde tryk på sjællændernes opspil. 10 minutter inde i opgøret udnyttede hjemmeholdet så en af de fejl, det høje pres medførte, og så var Haderslev i front. Da det kort efter i en lignende situation også blev 2-0, var sønderjyderne for alvor på sejrskurs.
Efter 2-0-scoringen vågnede gæsterne så endelig op, og ud over en enkelt chance mellem de to scoringer begyndte Lyngbys hurtige kombinationer for alvor at fungere, og det medførte flere gode muligheder for en reducering – men det krævede tilsyneladende noget ekstraordinært, inden gæsterne fik hul på bylden. Emilio Simonsen drev bolden frem selv i en flot solotur, som han sluttede af ved at sparke reduceringen ind, og Emilio Simonsen var ikke færdig med at vende opgøret.
Efter pausen fortsatte Lyngby trykket, og det faldt der hurtigt to muligheder til Oliver Bjerregaard af ved. På Bjerregaards andet forsøg var en Lyngby-spiller hurtigst over riposten, og minsandten om det ikke var Emilio Simonsen, der med sin anden scoring udlignede for Lyngby.
Med et kvarter tilbage af kampen fuldendte de gæstende Lyngby-spillere så comebacket. Rasmus Beyer sendte Oliver Bjerregaard afsted i dybden, og da han blev nedlagt, fløjtede dommeren for straffespark. Det tog Emilio Simonsen, der udover at bringe Lyngby foran kunne fuldende sit hattrick. Simonsen satte sikkert sit 12. sæsonmål i nettet, og da Haderslev ikke formåede at komme tilbage i opgøret, kunne Lyngby tage alle tre point.
Med sejren ligger Lyngby nu midt i mellem de seks hold, der fra 3. til 8. pladsen kun adskilles af seks point.