Ingvartsen efter 3-3: Det er fuldstændig vanvittigt

Marcus Ingtvartsen kunne slet ikke fatte det, da FC Nordsjælland smed en 3-0 føring og spillede 3-3 mod AGF.

Marcus Ingvartsen startede inde for FC Nordsjælland for første gang siden d. 6. december, da de hjemme tørnede sammen med AGF i et vildt 3-3 remis. Her scorede han sågar sit første mål siden d. 30. oktober, og det angriberen naturligvis glad for.

– Selvfølgelig er jeg glad for, at jeg er tilbage i startelleveren, og spiller nogle flere minutter, og gør et forholdsvist godt stykke arbejde. Jeg er selvfølgelig glad for målet (til 3-0, red.) og at jeg kommer godt i gang, siger Ingvartsen til FCN’s egen hjemmeside.

FC Nordsjælland var foran med 3-0 med godt og vel et kvarter igen af kampen, men her sørgede et hattrick af Morten ‘Duncan’ Rasmussen for, at AGF kunne tage et point med hjem til Jylland. Det var angriberen ikke helt tilfreds med.

– Lige nu står man med en helt anden følelse over, at vi smider en 3-0 føring så sent i kampen. Det er fuldstændig vanvittigt, at vi kan gøre det, siger han og fortsætter:

– Da de scorer til 3-1 stivner vi. Vi er foran med to mål, men vi bliver bange for at have bolden og vi får slet ikke sat spillet ordentlig op. Det skal vi blive meget bedre til, for 3-1 med et kvarter igen skal køres sikkert hjem. Vi bliver nødt til at lære af det her og tage det med, for det må ikke ske igen, siger en noget skuffet Ingvartsen til klubbens egen hjemmeside.

Den 20-årige angriber har siddet ude i flere måneder grundet en meniskoperation i knæet. Angriberen har scoret fire liga-mål i sæsonen.

 

In this article