Det var en sort, dansk aften i Baku, da U/17-landsholdet i går fik ørene i den engelske maskine og tabte med 3-1. Sverige slog samtidig Frankrig, hvilket betyder, at Danmark er ude af EM.
Hertil og ikke længere. Danmark tabte til England og i stedet for at forberede sig på en kvartfinale, tager den danske U/17-trup til formiddag den første flyver tilbage til København. De engelske talenter var en klasse over de danske, og det er også det indtryk, som landstræneren har, da D’ BOLD møder ham i mixed zone efter kampen:
-De spiller i et højere tempo, end vi kan se, at vi er vant til fra U/17 Ligaen. Vi møder nogle rigtig, rigtig dygtige spillere, som generelt har mere fysik og fart end os. Det er jo nogle atleter stort set alle sammen, og der er det klart, tredje kamp, det er hårdt for nogle af drengene, siger Jan Michaelsen til D’ BOLD.
Specielt Englands højre kant, Reiss Nelson var en stor mundfuld for den danske defensiv, som flere gange blev udstillet, når Arsenal-spilleren udfoldede sig:
-Vi vidste jo godt, det havde jeg jo sagt, at de havde en utrolig dygtig spiller i Nelson og højre siden med Sterling (Dujon Sterling, højre back red.). Det er klart, vi prøvede forskellige ting for at dæmme op for det, og desværre så er der en enkelt gang, hvor de lykkedes med at score på et fladt indlæg. Så det var ikke fordi, vi ikke vidste det, det var bare svært.
På trods af Englands kvalitet og overtag, så var Danmark ikke uden chancer i opgøret. Især i kampens start var danskerne fint med og kunne med lidt held have bragt sig foran. Jan Michaelsen kalder præstationen for fin:
-Jeg synes, at vi får en rigtig fin start. Vi har to kæmpe chancer, som vi desværre ikke udnytter.vJeg synes, vi leverer en rigtig fin præstation igen og dør med støvlerne på. Vi gav alt, hvad vi havde i dag, og vi mødte et bedre hold. De er lidt længere fremme, end vores spillere er, især på det fysiske og tempo – det må vi sige.
Alligevel kan landstræneren ikke lade værre med at spekulere i, hvad der var sket, hvis Danmark havde udnyttet chancerne i første halvleg:
-Hvis og hvis – hvis vi havde scoret ved Carlo (Holse red.) og Victor Torp? De har to kæmpe chancer i starten. Det er pisse ærgerligt, at vi ikke får udnyttet vores chancer. Det er det, der ærgrer mig lidt nu, siger Danmarks landstræner, mens han tænker tilbage på de fire store chancer, som danskerne misbrugte i turneringens første kamp Frankrig. Det blev udslagsgivende i det lange løb.
Et uafgjort resultat mod Frankrig og en sejr mod Sverige var ikke nok for Danmark, og tredje puljekamp blev endestationen, men trods den enorme skuffelse efter nederlaget til England, er Jan Michaelsen stolt af sine unge spillere, som han mener, har været fantastiske:
–Jeg er i hvert fald enorm stolt af drengene, og jeg synes, at vi har leveret en suveræn turnering, og vi sidder her og er skuffede over, at vi har tabt med 3-1 til England og ikke er gået videre til kvartfinalen med fire point. Det viser også lidt om det her holds karakter, siger træneren og kalder det danske spil for ”over evne”:
-Jeg vil sige, at vi har gjort det over evne. Hvis du kigger på de andre hold, så er det få af de andre spillere, som ikke kunne komme på vores hold, er den tidligere AB-spillers vurdering, hvorefter han nævner de franske og engelske spillere som eksempel.
En ting er dog resultater og præstationer. Det går op og ned i fodbold. Noget andet er det, som de danske spillere kan bruge EM-turneringen til:
-Men især det her med, at de har forstået, hvad det kræver at være med på det her niveau, og den uddannelse, vi har formået at give dem, tror jeg vil komme til gode. Jeg synes, at vi kan være os selv bekendt, og dét, at vi har kunnet præge den her gruppe så meget, som vi har kunnet, det er jeg rigtig glad for. Så jeg er enormt glad for den her turnering, lyder den sidste kommentar fra landstræneren til D’ BOLD.