AGF’s unge midtbanespiller, Jens Stage, startede i dag, lørdag, inde for første gang for ALKA Superliga-mandskabet, og Stage lagde endda op til Morten ’Duncan’ Rasmussens udlignende mål i 3-3-kampen mod FC Nordsjælland.
19-årige Jens Stage skiftede i vinters Brabrand ud med AGF, og selvom han også har spillet kampe for Reserveliga-holdet og U/19-holdet dette forår, hvor han har vist lovende takter, har cheftræner Glen Riddersholm i flere omgange vist tillid til sin unge balancespiller.
I lørdagens kamp mod på Right to Dream Park startede han så inde for første gang efter at have fået debut mod FC Midtjylland først på måneden – og den unge den unge midtbanespiller havde endda en afgørende fod med i AGF’ernes vanvittige comeback i opgøret, hvor FC Nordsjælland smed en 3-0-føring.
– Det er noget af det vildeste, jeg har oplevet både som fan af AGF og som spiller. Det var helt vildt, siger Jens Stage til agf.dk om kampen, hvor Morten ’Duncan’ Rasmussens hattrick i de sidste 20 minutter sikrede AGF’erne 3-3.
– Vi viser fantastisk moral, fysik og vilje, og det er fantastisk at være på et hold, hvor moralen er så god, at vi kan vende det sådan her.
Jens Stage selv havde en afgørende fod med i comebacket, da det var hans indlæg, ’Duncan’ pandede i nettet i overtiden til 3-3.
– Jeg synes egentligt ikke, at resultatet viser den sande kamp, for vi var meget bedre end til at være bagud med 3-0, fortæller Stage om det, han kalder en svær kamp grundet de mange omstillinger. Heldigvis havde han rutinerede holdkammerater såsom Danny Olsen omkring sig.
– Man glider egentligt okay nemt ind i det, når man ligger med spillere omkring sig, der har været i gamet i så lang tid. De er gode til at sætte én ind i, hvordan man skal løbe, og hvordan man skal bevæge sig, og så var det bare at gå ind og give den en skalle.
Jens Stage kunne selv være kommet på måltavlen, men Morten ’Duncan’ nåede frem til bolden en tand før og sparkede reduceringen i kassen.