Danmarks puljekamp mod England ved EM-slutrunden i Aserbajdsjan blev Jan Michaelsens sidste i spidsen for U/17-landsholdet. Den tidligere AB- og Panathinaikos-spiller er nu jobsøgende og håber på, at noget dukker op.
Efter at have været ansat i DBU siden 2012 skal Jan Michaelsen nu se sig om efter nyt job. D’ BOLD mødte den nu forhenværende U/17-landstræner efter hans sidste kamp med landets bedste U/17-spillere, hvor han gjorde det klart, at skilsmissen med DBU er alt andet end ulykkelig:
-Jeg har det fint med at stoppe i DBU nu. Jeg synes vi stopper lidt på toppen, forstå mig ret, jeg synes, at vi kan være os selv bekendt, og dét, at vi har kunnet præge den her gruppe så meget, som vi har kunnet, det er jeg rigtig glad for, siger den 45-årige træner til D’ BOLD efter kampen mod England.
Den franskfødte træner har også alt mulig grund til at være tilfreds med sine meritter som ungdomslandstræner. Danmarks kvalifikation til U/17 EM i Aserbajdsjan var den første for Danmark i fem år, og præstationen til selve EM-slutrunden var langt hen af vejen en succes.
Da Michaelsen i 2012 blev udnævnt som Danmarks nye U/17-træner, afløste han Thomas Frank, som siden blev præsenteret som cheftræner i Brøndby. Om der ligeledes venter Jan Michaelsen en ny og større udfordring, skal være uvist:
-Jamen jeg skal hjem og have et job jo, et eller andet sted, i fodboldverdenen forhåbentlig. Så må vi finde ud af, om der dukker noget op, er ordene fra Jan Michaelsen til D’ BOLD.
Jan Michaelsen har tidligere været ungdomstræner i FC København, og blev for nyligt kædet sammen med HamKam, for hvem han afsluttede sin karriere i 2008. Den norske klub har dog tidligere på ugen ansat Kevin Knappen som klubbens nye cheftræner.