Super-sub Martin Høgstad assisterede OB U/19’s fjerde sejr på stribe

For blot at holde det mindste håb om guldmedaljer i live, skulle FC Nordsjælland U/19 storsejre over OB. Martin Høgstad havde dog andre planer. 

Med en seks points og 17 mål op til FC Midtjylland virkede det mere end urealistisk at nå ulvene på U/19 Ligaens førsteplads. Ikke desto mindre var det vel et skud værd.

Skuddet så dog blot mere urealistisk ud ved pausen, da den storsejr tigrene jagtede, slet ikke havde kastet et eneste mål af sig.

Lucas Haren var farlig i anden halvleg, og efter ti minutter bragte han gæsterne på 1-0, men her tydede det på, at FC Nordsjælland var klar over, at de måtte tage til takke med sølvmedaljerne, som ikke desto mindre var sikret, selv hvis de tabte.

Og det skulle de blive glade for. I det 60. minut indskiftede OB nemlig Martin Høgstad på banen, og han skulle give de rødklædte store problemer.

Efter kun ti minutter på banen lagde han nemlig op til Hasan Kurucay, der bankede udligningen ind, og præcis ti minutter senere gjorde han det samme til Jonas Hansen.

På den måde vendte OB opgøret på hovedet på blot ti minutter, og forud for sidste spillerunde ligger de derfor nummer syv med mulighed for at kravle op som nummer fem, hvis resultaterne flasker sig. FC Nordsjælland kan som bekendt ikke hentes på andenpladsen.

In this article