
Allan Jepsens afgang betyder tilgangen af Morten Mølkjær, der bliver AGFs kommende U/17-cheftræner.
I kølvandet på AGFs nuværende U/17-træner, Allan Jepsens, oprykning til Superligatruppens trænerstab, træder Morten Mølkjær ind som U/17-holdets kommende cheftræner.
Det bekræfter klubben i deres seneste pressemeddelelse, torsdag eftermiddag.
Den nye trænerpost er noget, som glæder Morten Mølkjær, der har været cheftræner for klubbens U/15-hold i de seneste fem sæsoner.
– Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået denne mulighed. Jeg har haft som målsætning at få mulighed for at træne lidt ældre spillere og på den måde blive udfordret både menneskeligt og fodboldfagligt. Det bliver en spændende udfordring at arbejde med de to årgange, som jeg kender rigtig godt, og som har et stort potentiale, siger Morten Mølkjær til klubbens officielle hjemmeside, agf.dk, og tilføjer, at han gerne vil afslutte sin tid som U/15-træner på bedste vis.
Klubbens kommende U/15-træner er endnu ukendt, men AGF melder i pressemeddelelsen, at offentliggørelsen af denne vil falde inden længe.