OBs U/17-mandskab har egentlig spillet fint på det seneste, de har bare ikke vundet. Humøret og viljen er der dog stadig.
OB ligger på en skuffende 11. plads i U/17-ligaen. De har samlet 20 point sammen på 21 kampe. Holdet er inde i en rigtig dårlig stime. I de sidste 6 kampe har de fået ét sølle point.
– Jeg synes faktisk, humøret er intakt i truppen. Der er et godt sammenhold, og vi kæmper alle for at få den sejr, som vi går og hungrer voldsomt efter. Men det handler om at tro på egne evner og så gå ud og levere en god præstation. Med gode præstationer kommer sejrene, og det er det fokus, vi skal holde. Heldet er absolut ikke gået vores vej på det seneste, men held er ikke noget man får, det er noget, man opsøger, fortæller Anders Skjoldemose til ob.dk.
Man må også tilkendegive, at de unge OB-drenge har været hårdt ramt af skader. Oscar Abel og Louis Larsen er ved at være klar igen. Jonathan Harboe er ude, og han er højst sandsynligt først klar til den nye sæson. Julius Eskesen skal opereres på onsdag, og Jacob Mikkelsen er lige blevet det. Det er derfor en svær opgave for cheftræner, Anders Skjoldemose.
Næste kamp for fynboerne bliver mod HB Køge, som har haft en god sæson. Det skal blive spændende at se, om OB kan få brudt den onde stime, som de er inde i.