Anfører på OB’s U/19 Liga-hold, Alexander Hemmingsen, skifter til 2. divisionsklubben Marienlyst BK.
OB U/19 mister deres anfører og general, Alexander Hemmingsen. Den 18-årige spiller skifter til Boldklubben Marienlyst, der pt spiller med i KanalSport Divisionens oprykningsspil, fra næste sæson.
– Jeg blev meget begejstret, da Martin Munck (træner i Marienlyst, red.) kontaktede mig, fordi Boldklubben Marienlyst er kendt for et fantastisk træningsmiljø. Jeg er sikker på, at jeg kan spille en rolle i den kommende periode. Boldklubben Marienlyst har et godt set-up og et godt hold, som jeg ser frem til at blive en del af, siger Alexander Hemmingsen i en pressemeddelse.
Marienlyst ligger nummer 11 ud af 12 i oprykningsspillet, og administrerende direktør, Jens Martinus Pedersen siger om Alexander Hemmingsen:
– Med Alexander har vi fået en ung og meget fleksibel spiller, der kan dække de fleste defensive positioner. Samtidig har han et godt blik for spillet, og er garant for en stor arbejdsindsats. Det er vigtigt for os. Så vi ser vældig meget frem til samarbejdet.