SIF-målmand skadet i U/17-nederlag til AGF

I en chancefattig affære trak AGF det længste strå, da Silkeborg gæstede Aarhus.

Tre dage forinden havde Silkeborg lidt et snævert nederlag mod Esbjerg, og det var der rig lejlighed til at ryste af sig allerede lørdag, da AGF var modstanderen.

Første halvleg forløb meget jævnbyrdigt, og særligt hjemmeholdets defensiv tillod ikke mange SIF-angreb at blive rigtigt farlige, men selvom der ikke var egentlige højdepunkter i første halvleg, faldt kampens måske mest afgørende situation sted kort før pausen, da SIF-keeperen, Magnus Dalsgaard, faldt forkert ned  på sin fod og måtte lade sig udskifte, og da defensivspilleren, Mikkel Juhl, røg på kassen som erstatning, var gæsterne voldsomt svækkede.

Kort efter pausen faldt så kampens første scoring, og den tilfaldt AGF. Kasper Lunding spille bande med William Just, og efter en dybdebold kunne Lunding bringe AGF’erne foran 1-0.

Blot syv minutter senere blev det også 2-0, da Marcus Hogan blev sendt til baglinjen, og bagerst i feltet dykkede Magnus Kaastrup så op og pandede Hogans indlæg i kassen.

Kort efter fik Silkeborg den håndsrækning, de havde stærkt brug for til at komme tilbage, da AGF’s William Just modtog sit andet gule kort, men SIF’erne formåede ikke at udnytte overtallet til andet end at reducere kort før tid ved Rasmus Carstensen, og dermed kunne hjemmeholdet tage alle tre point.

Silkeborgenserne led altså det andet 2-1-nederlag på blot fire dage, og midtjyderne er efterhånden hægtet af midterholdene i U/17 Liga-tabellen.

In this article