Stückler superglad for første Brøndby-mål

Embed from Getty Images

Den 19-årige angriber, Daniel Stückler, kom på måltavlen for første gang i Alka Superligaen som Brøndby-spiller, da Brøndby i torsdags hentede en 2-0-sejr i Randers.

Brøndby-træner Auri Skarbalius gav plads til U/19-angriberen Daniel Stückler i startopstillingen i Brøndbys torsdagskamp mod Randers FC i Alka Superligaen. Den beslutning fortryder den litauiske træner nok ikke lige foreløbig.

Den 19-årige angriber kvitterede nemlig for Skarbalius’ tillid ved at score 2-0-målet i sejren over Randers FC. Stückler var efterfølgende lykkelig for at have scoret sit første seniormål i de blågule farver.

– Det var en fantastisk holdindsats. Jeg er superglad for at få mit første mål, og jeg synes, at holdet gjorde det rigtig godt. Vi kom ud med hjerte i dag og gav os 110%. Jeg er rigtig glad for den her sejr, sagde Daniel Stückler efter kampen til Brøndby IF’s YouTube-kanal.

– Det var et rigtig godt indlæg af David Boysen, og så skal jeg jo egentlig bare sætte panden på, tilføjede Stückler om sit første Brøndby-mål.

Daniel Stückler, som har en fortid i Lyngbys ungdomsafdeling, står nu noteret for fire kampe og et mål i Alka Superligaen for Brøndby i denne sæson.

In this article