”The Young Lions” er klar til Danmark

Englands U/17-landstræner, Steven Cooper glæder sig til kampen mod Danmark, som han kalder for et stærkt hold. D’ BOLD har mødt den engelske landstræner inden gruppefinalen ved U/17 EM i Baku.

De tager lang tid, de lokale medier, da de efter Englands kamp mod Frankrig interviewer cheftræneren for ”The Young Lions”, som englændernes ungdomslandshold kaldes. Da Cooper endelig er færdig med interviewet, er han tydeligvis en slidt mand. Alligevel tager han sig god tid, da D’BOLD spørger ham, hvad han forventer af torsdagens kamp mod Danmark:

Det bliver endnu en hård kamp. Danmark har en klar måde at spille på og en tydelig identitet. Det viste de i deres vej mod Aserbajdsjan, og det har de vist i de to første kampe, hvor de har fået gode resultater og vist, at de er meget organiserede, siger træneren til D’ BOLD og fortsætter med at rose det danske U/17-landshold:

Det er et meget godt hold, som godt kan lide at spille med bolden, så jeg ser frem til en anderledes udfordring. Vores drenge vil være parate, ligesom jeg er sikker på, at det danske hold vil være, er ordene fra Steven Cooper, som samtidig fortæller, at det engelske mandskab glæder sig til at spille på det imponerende Baku Olympic Stadium.

Steven Cooper, her efter kampen mod Frankrig. England er klar til Danmark, forsikrer han. (foto:D'BOLD.)
Steven Cooper, her efter kampen mod Frankrig. England er klar til Danmark, forsikrer han. (foto:D’BOLD.)

Når England senere i dag løber på banen mod Danmark, er ingenting overladt til tilfældighederne. Englænderne er godt forberedt på opgaven:

Selvfølgelig er vi forberedte. Ligesom med alle andre hold i Aserbajdsjan, så har vi lavet en analyse af Danmark, og de har nogle gode spillere, som vi bliver nødt til at være opmærksomme på i vores forberedelser og når kampen går i gang.

Da D’ BOLDs udsendte vil have Steven Cooper til at nævne navne, griner landstræneren og siger:

Jeg kender dem, men jeg fortæller dig ikke hvem. Det kan være, at det strider imod vores plan.

Nå, landstræneren vil altså ikke røbe, hvilke danskere han har ekstra meget fokus på. Heldigvis er Cooper mere snaksaglig, når det kommer til Englands måde at gribe kampen mod Danmark an på. Englænderne ændrer ikke spillestil afhængig af modstanderen, forsikrer han:

-Altså, i enhver kamp som England spiller, uanset aldersgruppe, så forsøger vi at spille på den samme måde. Vi forsøger at have boldbesiddelse, spille med bolden, kontrollere kampen, arbejde hårdt og presse modstanderen. Så om vi spiller mod Denmark, Sverige eller Frankrig, eller hvilket som helst andet hold ved denne turnering, så ved vi, hvordan vi skal spille. Det lykkedes ikke altid, sådan er ungdomsfodbold, men vi kender altid planen, og den er det samme i kampen mod Danmark.

Om Steven Coopers plan er nok til at slå Danmark, får vi svar på klokken 17.00 dansk tid, når kampens fløjtes i gang på Baku Olympic Stadium. D’ BOLD liveblogger fra opgøret.

In this article