AGF har for første gang i indeværende sæson hentet tre sejre på stribe. Den tredje kom i hus onsdag aften, da FC Midtjylland blev slået med 3-1.
FC Midtjyllands drømme om sølvmedaljer led et alvorligt knæk, da man onsdag led et fortjent 3-1-nederlag i Aarhus. Modsat har AGF nu hentet dobbelt så mange sejre i foråret som i efteråret.
Det var ellers favoritterne fra FC Midtjylland, der indledte onsdagens opgør i Aarhus bedst. Efter fem minutters spil måtte en AGF’er redde på stregen, men ulvene kom aldrig foran.
Det gjorde til gengæld hjemmeholdet efter små tyve minutters spil. Efter en flot dribletur afsluttede Mads Mikkelsen fra kanten af feltet. Bolden strøg i nettet, og så var hjemmeholdet ovenpå.
Aarhusianernes momentum fortsatte, og få minutter efter 1-0-scoringen udbyggede midterholdet endda føringen, da Marcus Hogan var først over returen fra U/15-spilleren, Anders Fæsters, afslutning efter en velorganiseret omstilling. Gæsterne virkede rystede efter de hurtige scoringer og formåede ikke at spille sig ud af AGF’ernes pres.
Efter pausen kom ulvene dog ud med friskt mod, og i anden halvlegs indledning burde reduceringen have faldet, men lige som FC Midtjyllands skarphed manglede, gjorde Magnus Kaastrup det til 3-0, da han bragede en FCM-clearing i nettet fra kanten af feltet.
Der var ikke andet for end at fortsætte for de gæstende midtjyder, og i den mere lige anden halvlegs slutning fik Christian Tue Jensen da også reduceret.
Nederlaget formåede FC Midtjylland dog ikke at ændre på, og mens AGF med lidt held kan skimte en placering midt i tabellen efter et flot forår, kan FC Midtjylland med et nederlag mod U/17 Ligaens mestre, FCK, på lørdag spille sølvet til Farum.
Både AGF og FCM mangler fire kampe.