U/17 EM: Venner og fjender på samme tid

Til dagligt er de hold- og klassekammerater, men mandag eftermiddag er der for en stund kold luft mellem svenske Henrik Bellman og danske Mads Roerslev, når Danmark og Sverige tørner sammen til U/17 EM i Baku.

FC Københavns Henrik Bellman og Mads Roerslev er gode venner. De er sammen hver eneste dag – til træning og på skolebænken – og da de hørte, at Sverige og Danmark skulle møde hinanden til EM, begyndte snakken:

Selvfølgelig har vi snakket om det. Det er umuligt ikke at snakke om det, når man er sammen hver eneste dag, siger Henrik Bellman, som i december sidste år skiftede Helsingborg ud med FCK, til D’ BOLD.

Og hvordan tackler man egentligt situationen, når man går fra ven til fjende? Det kan godt være lidt mærkeligt, mener Mads Roerslev:

-Det bliver selvfølgelig lidt mærkeligt, når man er vant til at spille på hold med ham til dagligt, men der er ikke noget, der hedder gode venner, når vi skal møde dem i morgen. Så er han bare en modstander ligesom alle andre svenskere, lyder det fra FCK’s danske forsvarsspiller. Roerslevs svenske klubkammerat er enig:

-Det bliver lidt specielt at spille mod mine holdkammerater. Jeg glæder mig meget til det, det bliver spændende. Drengene (holdkammeraterne i FCK red.) har sagt, at ”Jeg skal være klar til at blive smadret”. Vi tager det bare for sjovt selvfølgelig, siger den vævre, svenske kantspiller, som i Sveriges første kamp mod England spillede på den centrale midtbane.

Det er venskabelige drillerier, når det er bedst. I Baku er alle spillere indlogeret på samme hotel, så også her har de to venner og klubkammerater ikke kunne undgå hinanden:

Under EM-slutrunden i Baku bor Henrik Bellman og Mads Roerslev på det luksuriøse Boulevard Hotel Baku.
Under EM-slutrunden i Baku bor Henrik Bellman og Mads Roerslev på det luksuriøse Boulevard Hotel Baku.

Vi har lige snakket lidt sammen, når vi skulle spise og sådan og lavet lidt sjov med hinanden. Men her op til kampen har der ikke rigtig været så meget fis og ballade, så har der mest bare været den kolde skulder, siger Mads Roerslev og griner, inden han fortæller, at han kan bruge kendskabet til Bellman som noget positivt:

-Jeg kender jo hans styrker og svagheder på banen, så det vil jeg selvfølgelig udnytte lidt.

Når Danmark og Sverige mødes, plejer det at være hårde, intense kampe, og sådan forventer FCK-talenterne også at mandagens dyst bliver. Bellman siger:

-Det bliver en hård kamp. Det er to gode hold, der spiller mod hinanden. Begge er nødt til at vinde. Jeg tror, det bliver en god kamp med høj kvalitet og mange dueller.

Meget tyder altså på et opgør med masser af nærkampe, men da D’ BOLD’s skribent spørger Mads Roerslev, om han i løbet af kampen bevidst kunne finde på at træde Henrik Bellman over tæerne, er svaret nej:

Det er jeg ikke fan af, siger forsvarsspilleren, mens han prøver at forestille sig kampen:

Vi kommer til at være lidt mere offensive, end du så os mod Frankrig. Vi kommer til at have bolden mere og få spillet lidt højere oppe på banen.

Om Mads Roerslevs forudsigelse så rækker til en dansk sejr, kan kun tiden vise, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at de to talentfulde FCK-spillere vil gøre alt for at få håneretten, når Danmark og Sverige mandag klokken 12.00 dansk mødes.

Og som Danmarks højre back grinende siger, inden interviewet slutter og D’ BOLDs udsendte forlader spillerhotellet:

-Det er det eneste, der er oppe i mit hoved lige nu, så det bliver fedt!

In this article