VB U/17 stjal point fra FCK

Det var overraskende tæt mellem FCK og Vejle i U/17 Ligaens tirsdagskamp.

I U/17 Ligaen skulle både Vejle og FC København i kamp to gange i den forgangne uge. Først tog københavnerne imod netop Vejle hjemme på Peter Bangs Vej tirsdag aften, og i weekenden gæstede FCK så OB, mens Vejle tog i mod FCM.

Kampen mellem FCK og Vejle burde ikke kunne byde på megen spænding, da det suveræne tophold tog imod rækkens nummer 10, men kort inde i opgøret så det anderledes positivt ud for gæsterne, da Mads Olesen bragte Vejle på 1-0, da kom først i mellem en afrettet aflevering og FCK-keeperen.

Første halvleg bød på muligheder til begge mandskaber. Først var hjemmeholdet tæt på at udligne efter et gennembrud i venstre, og senere havde vejlenserne så muligheden for at fordoble føringen efter en omstillingsmulighed, men den snævre 1-0-føring holdt til pausen.

Anden halvleg var ikke ret gammel, inden der så kom balance i regnskabet. Københavnernes opspil i venstre førte til en løs bold på midten af banen, som en FCK’er var først over, og da spillet vendes til modsatte side, blev der plads til en stikning centralt i banen, som Victor Jensen sparkede resolut ind.

Herefter pressede løverne på for føringsmålet, og de havde først muligheden efter et indlæg, der afsluttes over. Senere blev en fri afslutning fra kanten af feltet misbrugt, men da Vejle heller ikke udnyttede deres største mulighed i anden halvleg, da en hårdt presset Abnor Mucolli afsluttede svagt midt for målet, forblev stillingen 1-1, og vejlenserne kunne dermed rejse hjem med et enkelt overraskende, men retfærdigt point.

Efter FC Københavns kamp mod OB lørdag, kunne løverne kalde sig U/17-mestre.

In this article