Vejle U/19 afsluttede deres sæson på hjemmebane, men formåede ikke at gøre det med en sejr over et ellers halvsløjt Silkeborg-mandskab.
I første halvleg var det ellers hjemmeholdet, der var farligst og kom frem til flere chancer. Oscar Hedvall i Silkeborg-målet havde dog en rigtig god dag hos gæsterne og snuppede det meste, der kom hans vej.
Dog kunne han ikke gøre noget ved Kristian Kirkegaards afslutning fra 25 meters afstand. Bolden blev rettet af på vejen mod Silkeborg-målet, og strøg forbi U-landsholdskeeperen. Efter en halv times spil var stillingen derfor 1-0 til værterne.
Det ændrede sig i anden halvleg, hvor Silkeborg blev mere dominerende. Gæsterne sad mere på spillet og fik de større chancer, og holdet fra Søholt udnyttede netop dette.
Efter en god times spil blev Vejle-holdet nemlig fanget med for mange folk fremme. Mads Emil Madsen lagde op til Morten Pedersen, der smækkede bolden ind til 1-1.
Silkeborggenserne fortsatte spilovertaget efter scoringerne, men hverken de eller Vejle, som forresten gav U/19 Liga-debut til 99’eren Lucas From, kunne finde et afgørende mål, hvorfor kampen sluttede i et remis.
Pointtabet for gæsterne ser dem falde til en ottendeplads – dog har de kun tre points op til femtepladsen. De har ydermere to kampe i hånden. Vejle er dog helt færdige for denne sæson. 26 points scorede de, og i øjeblikket rækker det til en sjetteplads, men hele tre hold kan overhale dem, da hverken Brøndby, OB eller Silkeborg har færdiggjort deres sæson.